Plader

The Black Angels: Directions to See a Ghost

Skrevet af Janne Kristensen

The Black Angels viderefører på sit andet album den gennemført psykedeliske mørkerock, de lagde for dagen på den fremragende debut, Passover. Desværre virker det lidt, som om der er gået repetition i dronemaskineriet.

De psykedeliske Texas-dronerockere The Black Angels udsendte i 2006 deres debutalbum, Passover, der ikke just lagde op til løvspring og lange, lyse nætter. Som Undertoners anmelder dengang påpegede, præsenterer det derimod en verden, der er “et mørkt og skræmmende sted fyldt med krig, håbløshed og isolation”. En stemning, The Black Angels på alle måder understregede via det minimalistiske albumcovers hypnotiske sort-hvide striber. Samtidig var pladen så gennemført dybfølt og tillokkende, at et massivt anmelderkorps og ditto begejstrede lyttere faldt pladask for pladen og kunne konstatere, at tonerne fra bl.a. The Doors, Velvet Underground og Spacemen 3 havde fået nye, åndelige legekammerater.

Nu udsender Black Angels opfølgeren til debuten – og lur mig, om ikke det nye albumcover ved første, overfladiske glædesgensyn igen lover befriende stilpsykedelika. Farvepiben har dog fået en helt anden lyd; stærke grønne og røde grundtoner er fundamentet for Texasbandets nye, runde, nærmest Brian Jonestownske covervaremærke. Spørgsmålet er så, om musikken på samme måde som indpakningen har fået forårskuller – og ikke mindst, om pladen holder niveau?

Det korte og lette svar er nej på begge fronter. Desværre med hensyn til det niveaumæssige, og heldigvis i forhold til forårsfornemmelserne. På Directions to See a Ghost fortsætter de sorte engle deres på mange måder musikalsk tilbageskuende, dronede mørkeridt. Ingen forårsslinger i dødsvalsen. Udsyrede guitarriffs, sløret bas, tamburin, bastante trommer og slæbende vokal er stadig hovedingredienserne i en stilsikker opskrift, der, sammen med en mere fremtrædende brug af hvinende citar, også på bandets andet udspil karakteriserer det musikalske udtryk. Neo-psykedelikaen droner således derudaf. Som det udtrykkes i “Vikings”: »We want you on our island / if we can ever find it.« De sorte engle pønser altså stadig på at bortføre os til en fjerntliggende ø, som de end ikke selv kender vejen til. Det nye udspil fordrer altså igen både krop, sjæl og virkelighedsfornemmelse af sin lytter.

Directions to See a Ghost er dog langt hen ad vejen knap så knivskarpt fængslende og hypnotisk indslusende som sin forgænger. Hvor magien på Passover på mange måder lå i den hårfine balance mellem lange, slæbende droneudladninger og mere præcist afpudsede sangkompositioner, virker Directions… som ét langt, episk muddernummer.

Det behøver i sig selv ikke være noget kritikpunkt, men problemet er, at der ikke findes nogen deciderede højdepunkter mellem de 11 skæringer, der udgør udspillet. “You in Color” kommer måske tættest på at være et decideret hit med dens medrivende guitarriff og klare stemmeføring.

Der er på den anden side heller ingen absolutte bundskrabere. Det virker dog generelt, som om Alex Mass’ vokal er blevet skruet så gevaldigt ned i lydproduktionen, at den næsten er uhørbar. Det er på mange måder utilgiveligt, da hans forførende, tilbagelænede, rockerotiske røst på mange måder er et af den absolutte knudepunkter i Black Angels’ fortryllende lydunivers.

Som en eventuel kompensation for den manglende præcision og direkte kvalitet på Directions… afsluttes albummet med et over 16 minutter langt syreflip-nummer. Kvantitet har dog som bekendt aldrig for alvor kunne erstatte kvalitet, og Black Angels’ opfølgeralbum kan derfor i bedste fald opfattes som en jævn opfølger til en fantastisk debut. Passover var så utroligt og lovende et debutalbum, at det må betragtes som lidt af en milepæl i både bandets egen, men også den større musikhistorie, og herudfra bliver musik nu en gang målt og vejet.

★★★☆☆☆

Deltag i debat