Plader

Born Ruffians: Red, Yellow and Blue

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Energien fejler intet på Born Ruffians’ debutplade. Der er bare ikke megen dybde eller originalitet at spore i den udfarende trios alt for cirkulære melodiforløb, så Red, Yellow and Blue bliver i længden en trættende omgang at lægge ører til.

Det er ganske oplagt at karakterisere canadiske Born Ruffians’ debutplade, Red, Yellow and Blue som både farve- og idérig. Gør man det, har man dog gjort regning uden vært, for selv om pladen har taget navn efter de tre primærfarver, skaber Born Ruffians ikke multikulørte kompositioner eller lydbilleder. Det canadiske trekløver holder sig til en enkel instrumentering, og de fleste numre er præget af formålsløse rundgangsrytmer – blottet for dybde og kreativitet.

Red, Yellow and Blue får ikke Born Ruffians til at fremstå som et band, der reelt er fuldlængde-parat. Det er mildest talt hård kost at lytte til pladen fra start til slut. Born Ruffians’ spage, klirrende guitarer og tørre, markante trommeslag har det nemlig med at gå i tomgang, mens Luke LaLondes’ vokal ikke sjældent krydser den grænse, hvor det nasalt insisterende bliver skingert irriterende.

“Badonkadonkey” er et grelt eksempel på, at Born Ruffians ofte udviser en manglende evne til at udvikle et nummer i en bare tilnærmelsesvis interessant retning. Den bærende melodi er ellers af den smittende slags, men det er en ringe trøst, når den ender med at stå fuldstændig i stampe. Til gengæld lykkes trioen i den dynamiske “Barnacle Goose”, der sættes i gang med råb og tæsk på trommeskind og dernæst byder på et afvekslende vokalarbejde på et underlag af hastige guitarer.

Det nummer kan pladen som helhed ikke leve op til, og det trækker tillige en anelse ned, at de øvrige højdepunkter bærer lidt for tydelige reminiscenser af andre (og bedre) bands. Der er ikke meget ved Born Ruffians’ call-and-response-vokaler og opgejlede råb tilsat markante trommerytmer, som man ikke føler at have hørt før. Eksempelvis får de indledende »åh, åh«-råb, de piskende trommestikker og det kantede, klirrende guitarspil “Hummingbird” til at lyde som et outtake fra indspilningerne til afro-popbandet Vampire Weekends debutplade.

Selv om Born Ruffians mestendels er en udfarende trio, der ynder at råbe og klappe, er pladens bedste nummer, “Little Garcon”, en afdæmpet sag, hvor trommerne er lagt til side for en stund. I stedet bliver LaLondes’ vokal, der for en gangs skyld holder sig i et roligt leje, ledsaget af en akustisk guitar og en mundharmonika. Sangen minder indledningsvis en smule om et nedtonet Devendra Banhart-nummer og er pladens mest bevægende øjeblik. Men Born Ruffians er åbenbart ikke “fødte bøller” for ingenting, så et dellers glimrende nummer bliver lukket ned på uelegant vis af fuldemandsråb og maniske klap i hænderne. Sådan et indfald får det til at virke, som om Born Ruffians ikke tager sig selv tilstrækkeligt alvorligt.

Red, Yellow and Blue indeholder for megen virkningsløs legesyge og melodier uden den dybde, som kunne have gjort de cirkulære melodiforløb til en hypnotisk eller bare betagende lytteoplevelse. Derfor er Born Ruffians’ debut højest lovende for trioens næste udspil. Til den tid kan man så håbe, at de formår at blande rød, gul og blå, så der kommer flere (og helst originale) farver på deres musikalske palet.

★★★☆☆☆

Deltag i debat