Plader

Erik Enocksson: With Its Dark Tail Curled ‘Round the Garage

Skrevet af Mikael Andreasen

Han har lavet Sveriges bedste filmsoundtrack. Nu er han tilbage med en samling ambiente folksange, der klarer sig aldeles fint uden at have en tilhørende film at læne sig opad. Tak for det.

Mikael R. Andreasen er manden bag anmelderroste Kloster. Ved årsskiftet fortalte han vores fine norske kolleger, groove.no, om sin begejstring for Erik Enockssons debutalbum. Derfor har vi inviteret Andreasen til at gæsteanmelde Enockssons nye udgivelse.

Da jeg sidste år blev præsenteret for svenske Erik Enockssons debutplade Farväl Falkenberg, der fungerer som soundtrack til filmen af samme navn, var det som stilfærdigt at få sparket benene væk under mig. Med nylonstrengsguitarer, knirkelyde, Phil Elverumske klaverer og pumpeorgel, lidt fløjteri og antydet sang skabte Enocksson en påtrængende og hjerteskærende ambiens, der charmerede sig tæt ind på livet af mig, og jeg bestilte straks også filmen uden at have nogen idé om, hvad den handlede om.

Det var en god beslutning, og over tid har film og soundtrack vokset sig sammen til noget mere end blot billede og lyd. De er blevet til en bevægende fælles stemning af smukt vemod og længsel, som jeg kan og gerne træder ind og ud af gennem tryk på henholdsvis ‘start’ og ‘stop’ på enten dvd- eller cd-afspiller. Stemningen er dog altid lidt længere om at aftage end den korte tid, det tager at trykke ‘stop’.

Nu er Enocksson så tilbage med en ny plade, som jeg har det lidt ambivalent med at skulle anmelde. For hvordan yder jeg den retfærdighed? Hvordan undlader jeg at lade den blive en lillebror, der hele livet skal kæmpe en indædt kamp for at vokse sig ud af en elsket storebrors skygge? Jeg ved det ikke, men jeg kan gøre et forsøg.

“Electricity”, som er pladens åbningsnummer, gør det dog ikke nemt for mig. Det er Enocksson, som jeg kender ham med endnu en repeterende akustisk guitar, nogle enkle klavertoner, lange dronende højfrekvente orgeltoner, lidt sparsom, men effektfuld rytmik og ordløse vokaler. Dragende og fortsat uendeligt smukt, men intet nyt under solen, tænker jeg.

Den tanke bliver dog gjort til skamme allerede ved begyndelsen af “The Flames”. Her sætter Enocksson for første gang sin stemme på ord, og bortset fra på to korte intermezzo-agtige stykker med titlerne “(I)” og “(II)”, fortsætter han med at synge ord i resten af pladens i alt otte sange. Det står klart for mig, at jeg ikke blot kan forholde mig til denne plade som en mere eller mindre anonym lillebror til det mesterlige filmsoundtrack. Ganske vist kunne al musikken – som på mange (og måske for mange) måder minder om noget, førnævnte Phil Elverum kunne have bedrevet, hvis han indspillede lidt pænere – sagtens have været med på Farväl Falkenberg, hvis altså det ikke lige var for disse sungne ord, som Enocksson nu er begyndt at gøre brug af, og som gør, at hans stemningsmættede musikstykker nu pludselig må betragtes som deciderede sange. Og gode sange vel at mærke.

Den medfølgende pressemeddelelse beskriver disse sange som levende tekster præget af længsel og ensomhed, men med en snert af befriende håb. Hos denne anmelder opnås klimaks i den henseende i slutningen af nummeret “The State the Sea Left Her In”, hvor Enocksson dubber sin egen stemme et par gange og i nærmest desperat afmagt indtrængende og gentagende beder: »Oh god, please breathe, let her chest heal.« Det er svært ikke selv at føle smerten. Men mere end ordenes indhold er det lyden af Enockssons intense og påtrængende stemme i sig selv, der gør udslaget.

Mens musikken er skrøbelig og sparsom, lyder Enockssons stemme mere som en, der umiddelbart ville gøre sig bedre hos noget grunget, voluminøs americana-hurlumhej eller måske (uden yderligere musikalsk sammenligning!) som en lidt lysere, men mere desperat udgave af hans egen landsmand, Christian Kjellvander. Ved første gennemlyt forekom stemmen decideret forstyrrende, men den har vundet indpas og fungerer nu som en fin kradsende kontrast til den enkle og organiske musik, der ud over de allerede nævnte instrumenter også får sporadiske besøg af lidt menneskefløjteri og andre blæseinstrumenter.

Det er en fin plade, Erik Enocksson har begået. Den er lige så smuk og behagelig, som den er intens og urovækkende. Der er givetvis nogle, der vil have større indvendinger, end jeg har, mod den tilsyneladende kraftige Elverum-inspiration, og som vil irriteres over et par gange nærmest decideret at kunne lægge an til at synge The Microphones/Mount Eerie-strofer hen over påbegyndte numre. Mig gør det ikke det store. Min kraftigste anke er, at hele seancen kun varer lidt over 24 minutter. Jeg kunne sagtens forblive i dit vakre musikalske univers i hvert fald et kvarters tid længere, kære Erik.

★★★★☆☆

Køb hos:

Leave a Reply