Plader

Matmos: Supreme Balloon

Skrevet af Anders Mortensen

Den elektronisk eksperimenterende duo vender sine to hoveder væk fra det rene eksperiment og musique concréte for at vende tilbage til konkret electronica, der er som skabt til solodans i små, tætte lokaler.

Enhver med interesse for musikkens udvikling, muligheder og grænser vil, såfremt de kender Matmos, altid se frem til en ny udgivelse fra den San Franciscanske duo og deres mildest talt mærkværdige opsamling og sammensætning af lyde. 2006-albummet The Rose Has Teeth in the Mouth of the Beast var en hyldestplade dedikeret til en række markante homoseksuelle, mens forgængeren The Civil War var en tematisk blanding af renæssancemusik og IDM. Inden da kom den musique concréte-poppede A Chance to Cut Is a Chance to Cure, der var sammensat af lydene fra et operationsbord og alligevel formåede at skabe sans og samling i lyden af skalpeller og skvulpende fedt. Originalitet og legesygen er og har bestandigt været i højsædet hos Matmos, og det har altid hjulpet på musikken, der til tider har rettet sig mod det påtagede og irriterende absurde.

Og nu står de her med det syvende album, efter at musikinteresserede har gættet på, hvad gimmicket var denne gang, hvilket tema pladen kørte på, og fra hvilken obskur kilde lydene stammede. Ganske vist har Matmos endnu en gang været originale, men denne gang over for sig selv. Supreme Balloon er nemlig en helt igennem elektronisk funderet plade, der ikke skræmmer væk, udfordrer, afprøver soniske grænser eller prøver at pakke hele misèren ind i et semi-filosofisk koncept, som de tidligere har gjort.

Men duoen har ikke givet køb på noget – og slet ikke legesygen. Supreme Balloon er – langt hen ad vejen med forskellige stier til siderne – et rendyrket og til tider dansabelt IDM-album. Det er beats, der klikker, dytter, hvæser, zapper og hakker, så hovedet nikker, og foden tapper. Men der er dog stadig en forskel på pladens to halvdele.

Første halvdel – den mere poppede og dansable – begynder med “Rainbow Flag”, der roterer pladen i gang som en elektronisk helikopter, der bliver understøttet af et bossanova-beat og sædvanlig omgang klikken, blippen og bloppen. Det er tydeligt at høre, at Matmos er gået tilbage til tilgængeligheden fra A Chance to Cut Is a Chance to Cure, men hvor sidstnævnte plade var bygget op af lydene fra et operationsbord, er Supreme Balloon komplet elektronisk. Der er dansabel synth og det hele. Ikke noget større eksperiment med lyde, der er optaget hist og her, men i stedet et på mange måder lige på og rent ud sagt tilgængeligt beat. Alligevel får Matmos det til ikke at lyde som ret meget andet, fordi de tillader de små charmerende kanter, der dukker op og mangfoldiggør lydbilledet. Melodierne springer frem og tilbage, uden at nummeret bliver uforståeligt.

Det tætteste, Matmos kommer på hitlistemateriale, er dog “Polychords”, der næsten er vaskeægte pop med et simpelt hoppende, men eftertrykkeligt beat, der kører i klar stil igennem ørerne på én, mens en synth lægger bunden. Det er et klart højdepunkt på pladen, fordi det indeholder den kendetegnende Matmos’ke glæde og er utroligt tilfredsstillende i sin enkelhed.

Det samme gælder det ikke nær så poppede “Mister Mouth”, der er mere ovre i det eksperimenterende hjørne – ikke i den egentlige opbygning af rytmen, men mere i den måde hvormed lydene taler med hinanden. Supreme Balloon fungerer som et møde mellem små udbrud, der kommunikerer med hinanden over et beat, hvilket gør, at de engang imellem afbryder det, forstørrer det eller tilføjer noget af det menneskelige. Matmos laver elektronisk musik, som er lavet af maskiner, og det er to nøgleord, der hurtigt kan få folk til at tænke “syntetisk”, “fremmedgørende” og “koldt”. Supreme Balloon udmærker sig ved at være alt andet end det.

Det er dog langtfra lettilgængeligt det hele, og da pladen når til titelnummeret, bevæger Matmos sig da også over i et 24 minutter langt kraut/new age-epos efterfulgt af det langsomt klingende “Cloudhoppers”, der på trods af sin skønhed fremstår kedeligt og som et forkert afbræk fra det alenlange titelnummer, der både interesserer og forstyrrer.

På den ene side skaber disse to numre disharmoni i pladen, og på den anden side er det lige præcis den form for disharmoni, man kan forvente fra en Matmos-plade. Men når gruppen nu forsøger at skabe sig et lydunivers, hvor det kører efter en klassisk formel tilsat Matmos-mystik, ville det muligvis have virket bedre, hvis sammensætningen af numre også havde fulgt den klassiske formel. Kvaliteterne på Supreme Balloon er mange, og det er et menneskeligt og strålende album. Sidste halvdels udvanding af første halvdels festlige blippen, båtten og knækken prikker desværre lidt hul på ballonen.

★★★★☆☆

Deltag i debat