Plader

The Notwist: The Devil, You + Me

Skrevet af Mikkel Arre

Vi har ventet seks år på den tyske trios sjette album. Seks år, hvor der efter alt at dømme har været alt andet end fryd og gammen i tyskernes kærlighedsliv. Seks år, hvor mørket er krøbet længere ind i musikkens kringelkroge. Seks år, der føles som en lidt lang ventetid.

På coveret til tyske The Notwists nye og usandsynligt længe ventede album er en let foroverbøjet mandsperson vadet ud i en sø, så vandet når ham til knæene. Selv om der ikke er bevægelse i billedet, er der noget ved hans kropsholdning, der antyder, at han er på vej længere ud. At han muligvis ikke kan vende om.

Netop følelsen af at være tvunget langt ud (eller måske snarere: ind) i noget ildevarslende er helt tydelig på The Devil, You + Me. Parforholdets langsomme druknedød suger som et sort hul udsmykket med Rosendahl-skåle og en fladskærm på størrelse med et landkort. »People unite for the wrong reasons,« konstaterer forsanger Markus Acher undervejs, og af og til lyder The Notwists sjette fuldlængdealbum som et forsøg på at rense ud efter alt det besvær, som alle de forkerte grunde slæber med sig. Udrensningen bliver dog aldrig fuldstændig, og hele vejen gennem pladen aner man en mere eller mindre tydelig understrøm af desillusion.

Det er derfor ganske betegnende, at hvor den foregående plade, Neon Golden, sluttede med den rørende “Consequence” og Achers blide, men indtrængende bøn »Leave me paralysed, love / Leave me hypnotized, love,« er fortryllelsen falmet, straks “Good Lies” åbner det nye album. I et shoegazerbrusende lydunivers omkranset af ru, kradsende klangflader synger Acher om løgnens faste plads i samlivet. Hans afklarede, opgivende kynisme ville være nærmest ubærlig, hvis ikke nummeret havde så meget tempo og fængende drive, hvilket især skyldes en overraskende pågående og hurtig basgang.

Stemningen er lige så dyster i “Where in This World”, der lydmæssigt minder mere om Neon Golden. Et tørt beat bumler dumpt under dramatisk flaksende strygere og blæsere, der ligger i lag-på-lag. »There’s no escape from this circling place / There’s no good night / It’s not a good night,« sukker Acher, og ganske betegnende kan de skrøbelige klokkespilstoner ikke nedkæmpe mørket i de kværnende programmeringer.

Også i “Alphabet” rumler ubehaget takket være skærende støjflader og skurrende elektronik, der klink-klanker industrielt i baggrunden af en sang, der mest af alt lyder som et forsøg på at rase vildt ud uden at give helt køb på det pæne omdømme. Og netop dét – fornemmelsen af, at The Notwist holder lidt igen – er en af grundene til, at The Devil, You + Me aldrig når helt samme højder som sin forgænger. For når nu denne nye plade ikke rummer lige så mange suverænt fængende popmelodier, er det ærgerligt at høre, at trioen til tider forfalder til at være tilfredse med at lyde som forventet.

Måden, hvorpå “Gloomy Planets” efter et par minutters sløve akustisk guitarakkorder vækkes til live af trommer og elektroniske programmeringer, minder eksempelvis så meget om såvel Lali Puna som Ms. John Soda – bands, der begge rummer Notwist-medlemmer – at opskriften føles lige lovligt velkendt. Den succes, som Neon Goldens lyd og udtryk førte med sig for bl.a. de ovennævnte bands, gør helt automatisk, at The Devil, You + Me ikke føles lige så overrumplende frisk som forgængeren.

Men kan man leve med det, er der bestemt desillusionerede højdepunkter at nyde. Titelnummeret virker tamt ved de første mange gennemlytninger, men sniger sig lige så langsomt ind på lytteren, som ensomheden har gnavet sig ind på tosomheden i Achers tekster. Ikke helt så melankolsk, men stadig effektfuld er også “Gravity”, hvis akkordstruktur på én gang er monoton og sitrende, og dermed spejler den fornemt, hvordan Achers blide vokal som oftest lader til at dække over en urolig sjæl.

De mørke strygere vender tilbage i “Hands on Us” og spreder på ny dunkelhed sammen med lige så mørke klaverakkorder. Underneden brummer og dirrer støjflader igen og igen, og det er ikke svært at høre, hvorfor Acher har lyst til at flygte fra alle løgnens djævle, der troner i hjørnesofaen. Men selv om de tre tyskere mestrer melankolien, er det svært at undgå, at den tristesse, som lytteoplevelsen fører med sig, forstærkes en kende af længslen efter mere end et par enkelte melodier, der lever op til fordums storhed.

★★★★☆☆

Deltag i debat