All Together er et mærkeligt crossover-produkt. Der er spor af et mere math-rocket band, men kun spor. Det er ligesom, når man identificerer elektroner i et gaskammer. Man kan kun se sporene, men ikke elektronerne selv. Hovedindtrykket er af et kantet indierockband. Sangene er alle afdæmpede med en ret højtidelig vokal, der giver en god kontrast, som er med til at skabe lidt mere kant på en ellers ikke sindsoprivende plade. Det samme er de skæve takter og instrumenteringen, der til tider lader aparte instrumenter stå i forgrunden sammen med den særegne vokal. På den måde burde helhedsindtrykket ende med at være bedre, end det egentlig viser sig at være. For Pattern Is Movements plade er absolut bedst under de første gennemlytninger. Derefter fortager begejstringen sig stille og roligt, om end den aldrig bliver dårlig, bare lidt ligegyldig.
“Right Away” starter med en elektronisk lyd, der kunne minde om Pink Floyd i deres mest prætentiøse øjeblikke. Derpå kommer en mandlig vokal og et trommesæt ind, som får det hele til at lyde som noget, der hører hjemme i en kirke. Efter et break tilføres klaver, og så fortsætter hele arrangementet som en slags ophøjet indierock, der kan minde om en lysere udgave af Arcade Fire.
Man kunne opremse, hvordan de andre sange lyder, men det ville være variationer over ovenstående. Det er højtideligt uden at virke prætentiøst; indierocket uden at forekomme alt for bekendt, men heller ikke alt for nyskabende. Sangene minder om hinanden, i og med at det er klaver, den særprægede vokal og trommerne, der fylder mest. Indimellem dukker der så en blæser, en synthesizer eller et glockenspiel op, men i det store og hele er sangene alle indierocksange med et skævt break hist og her. Det kan muligvis lyde som en ret uinspireret plade, men faktum er, at netop de skæve breaks og krydringen med ikke-oplagte instrumenter gør det til en ganske fornøjelig plade, om end den ikke efterlader et synderligt dybt indtryk.
Åbneren “Bird” er et meget lyst nummer, og de skæve elementer til trods er det også særdeles fængende. Man tænker umiddelbart, at det her nok skal blive godt, men man skal ikke langt ind i pladen, før den alligevel begynder at virke ensformig i et eller andet omfang. Man mister simpelthen koncentrationen, og lige pludselig er pladen færdig, og man undrer sig over, hvad man egentlig lige har lyttet til. Lige så stille er pladen sivet ud i baggrunden.
Det er ikke, fordi sangene er kedelige som sådan. Det er nok snarere omtalte ensartede udtryk sangene imellem, der er skyld i, at man mister koncentrationen. Havde det været en ep, havde den formentlig efterladt et større indtryk, for nu er det, som om man ved pladens ende har glemt, hvor positiv man var ved dens begyndelse.
Det er ærgerligt, for det er et sympatisk projekt, hvilket er ment positivt, selv om det måske ikke lyder sådan. At bringe lidt skæve takter ind i den eller til tider kedelige poppede del af indierocken er bestemt noget, der bør bifaldes. Desværre formår Pattern Is Movement, deres prisværdige forsøg til trods, ikke rigtigt at gøre pladen mere interessant end gængs MTV-indierock.
