Plader

Pattern Is Movement: All Together

Skrevet af Mads Jensen

Pattern Is Movement har begået en på alle måder sympatisk plade. Alligevel bevæger den sig lyt for lyt tættere på bunken med plader, man egentlig godt kan lide, men alligevel aldrig får hørt. Den indeholder ellers en stribe gode sange fremført på kompetent vis, men lige lidt hjælper det i sidste ende.

All Together er et mærkeligt crossover-produkt. Der er spor af et mere math-rocket band, men kun spor. Det er ligesom, når man identificerer elektroner i et gaskammer. Man kan kun se sporene, men ikke elektronerne selv. Hovedindtrykket er af et kantet indierockband. Sangene er alle afdæmpede med en ret højtidelig vokal, der giver en god kontrast, som er med til at skabe lidt mere kant på en ellers ikke sindsoprivende plade. Det samme er de skæve takter og instrumenteringen, der til tider lader aparte instrumenter stå i forgrunden sammen med den særegne vokal. På den måde burde helhedsindtrykket ende med at være bedre, end det egentlig viser sig at være. For Pattern Is Movements plade er absolut bedst under de første gennemlytninger. Derefter fortager begejstringen sig stille og roligt, om end den aldrig bliver dårlig, bare lidt ligegyldig.

“Right Away” starter med en elektronisk lyd, der kunne minde om Pink Floyd i deres mest prætentiøse øjeblikke. Derpå kommer en mandlig vokal og et trommesæt ind, som får det hele til at lyde som noget, der hører hjemme i en kirke. Efter et break tilføres klaver, og så fortsætter hele arrangementet som en slags ophøjet indierock, der kan minde om en lysere udgave af Arcade Fire.

Man kunne opremse, hvordan de andre sange lyder, men det ville være variationer over ovenstående. Det er højtideligt uden at virke prætentiøst; indierocket uden at forekomme alt for bekendt, men heller ikke alt for nyskabende. Sangene minder om hinanden, i og med at det er klaver, den særprægede vokal og trommerne, der fylder mest. Indimellem dukker der så en blæser, en synthesizer eller et glockenspiel op, men i det store og hele er sangene alle indierocksange med et skævt break hist og her. Det kan muligvis lyde som en ret uinspireret plade, men faktum er, at netop de skæve breaks og krydringen med ikke-oplagte instrumenter gør det til en ganske fornøjelig plade, om end den ikke efterlader et synderligt dybt indtryk.

Åbneren “Bird” er et meget lyst nummer, og de skæve elementer til trods er det også særdeles fængende. Man tænker umiddelbart, at det her nok skal blive godt, men man skal ikke langt ind i pladen, før den alligevel begynder at virke ensformig i et eller andet omfang. Man mister simpelthen koncentrationen, og lige pludselig er pladen færdig, og man undrer sig over, hvad man egentlig lige har lyttet til. Lige så stille er pladen sivet ud i baggrunden.

Det er ikke, fordi sangene er kedelige som sådan. Det er nok snarere omtalte ensartede udtryk sangene imellem, der er skyld i, at man mister koncentrationen. Havde det været en ep, havde den formentlig efterladt et større indtryk, for nu er det, som om man ved pladens ende har glemt, hvor positiv man var ved dens begyndelse.

Det er ærgerligt, for det er et sympatisk projekt, hvilket er ment positivt, selv om det måske ikke lyder sådan. At bringe lidt skæve takter ind i den eller til tider kedelige poppede del af indierocken er bestemt noget, der bør bifaldes. Desværre formår Pattern Is Movement, deres prisværdige forsøg til trods, ikke rigtigt at gøre pladen mere interessant end gængs MTV-indierock.

★★★½☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar