Plader

Sian Alice Group: 59.59

Sian Alice Groups debutalbum 59.59 er et dårligt album. Nej, vent! Dårligt er det egentlig ikke. Men det er heller ikke godt. Jeg kan ikke rigtig huske det. 59.59 er en kedelig plade.

Det er et problem at anmelde Sian Alice Groups debutalbum, 59.59. Det er faktisk et rigtig stort problem. For jeg kan næsten ikke huske pladen. Og tro mig – jeg har prøvet! Jeg har lyttet til pladen rigtig mange gange, men lige præcis hvor mange gange kan jeg ikke rigtig huske. Og jeg har været nøjsom, jeg har siddet og skrevet noter, mens jeg har gennemlyttet pladen. Flere gange.

Jeg har prøvet at høre den, mens jeg lavede forskellige ting. Når jeg har været i godt humør, og når jeg har været i dårligt humør. Ofte siger man jo, at noget musik passer specielt til én slags humør eller én slags aktivitet. For eksempel kan jeg godt lide at høre Loves Forever Changes, mens jeg laver mad. Og Talk Talks Spirit of Eden er en efterårsplade. Måske er 59.59 en efterårsplade? Tjo, stemningen er i hvert fald i den retning nogle gange. Nogle gange er det en efterårsplade, andre gange er det en vinterplade, til tider en forårsplade, men aldrig en sommerplade. Eller, måske en sommernat, når man vil sove. Det har jeg ikke overvejet, men måske giver jeg den en lyt engang, hvor jeg er træt. Eller måske lader jeg være. 59.59 vil en masse, men den ender med at være ingenting.

59.59 er udgivet på The Social Registry, hvilket på mange måder kan høres. Nogle gange titter nogle Gang Gang Dance-influerede trommer op, og sommetider skimter man lidt Growing-agtig støj. 59.59 er en konceptplade: Den varer 59 minutter og 59 sekunder. Konceptet ligger i, at der ind imellem bruges flere minutter på ingenting. Jeg kan lige forestille mig forsangerinden Sian Alices (originalt bandnavn!) geniale påfund: “Drenge, nu har vi lavet den her plade på 40 minutter, skal vi så ikke lave noget halvlyd og fylde på undervejs, så den kommer til at vare en time? Jeg har hørt, at katarsis er det nye. Nej, vent: 59 minutter og 59 sekunder, så virker vi også lidt skæve. Samtidig kan vi profilere os som et seriøst band, der laver lange, seriøse plader, lidt ligesom de der Stars of the Lid. Det bliver en instant Pitchfork-hype!”.

Pladen bærer i høj grad præg af, at mangle retning og formål. Den er på sin vis dygtigt udført, men det bliver bare aldrig tilnærmelsesvis relevant eller interessant. Selvfølgelig er smag en subjektiv størrelse. Men lige meget, hvor meget jeg ville ønske, at jeg kunne holde af denne plade og være i stand til at finde numre, der stikker ud; momenter, der beskriver hele gruppens kunstneriske projekt; symptomatiske orkestreringer; at jeg kunne vurdere første halvdels kvalitet over for den sidste; og vigtigst af alt: sammenligne pladen med hvad, der nu end er det sidste nye inden for de mest elitære strømninger – så kan jeg ingen af delene. Dette implicerer nemlig, at pladen har et udtryk, som jeg får et indtryk af. Det sker bare ikke.

Så selvfølgelig skal pladen have to ud af seks U’er, for to er den kedeligste karakter. Pladen har ikke frastødt mig nok til blot at give den ét, og decideret dårlig er den heller ikke (det hele lyder da meget godt og rigtigt); samtidig er det på ingen måde en middelgod plade, hvilket karakteren tre må være eksponent for. Sian Alice Groups usynlige plade får to usynlige U’er, og er der retfærdighed til i verden, forbliver denne anmeldelse så usynlig som muligt.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat