Plader

Svartbag: s.t.

Danmark må nu bevidne opkomsten af et mutantband, der æder alle. En dybt upersonlig organisk maskine, der siger “skråt op – jeg elsker dig”. Nogle vil kalde det “kraut”, andre “space”; Svartbag siger ja til det hele og aftvinger Undertoner en nostalgisk hyldest.

Jeg mødte Peter første gang for over 10 år siden. Det var til en forevisning af en sort-hvid dokumentar om tusindben. Deres livscyklus og sådan noget – et forunderligt væsen uden tvivl. Der foregik mange lignende ting den sommer, husker jeg. Folk var optaget af detaljerne, verdens uudgrundelighed simpelthen.

Peter stod og hang med nogle gutter, jeg heller ikke havde set før. De lignede nogle, der var på syre – eller nogle, der havde set lyset. Som om de både havde nok i sig selv og samtidig var ved at elske hele verden. De så ud til at have set det hele, sådan som deres øjne lyste.

Men han må have vidst, hvem jeg var, Peter, for han skråede væk fra kliken med retning mod mig. Han stak mig en cd-skive. Introducerede sig ikke engang, sagde bare “her er noget hedensk stads”, med et glimt i øjet, der gik lige gennem mig.

På det tidspunkt arbejdede jeg for en magtfuld anmelderorganisation ved navn Undertoner, og han havde sikkert noget i tankerne. Alligevel var jeg ikke helt klar over, hvorvidt musikken var hans egen frembringelse. Han stak mig cd’en, som var den et hemmeligt artefakt, han havde fundet i en udgravning.

Om aftenen gik jeg til fest i parnasset. Det føg omkring med buzzwords som “drone” og “doom”. Der var bred uenighed om, hvad der var det nye. Folk klappede hinanden på musiksmagen og gabte. Jeg gik træt hjem med den mistanke, at jeg definitivt ikke længere kunne klare billige pilsnere og flere lyse nætter med kompliceret elektronisk musik.

Hjemme lå jeg på min seng med armene over hovedet og lyttede til Peters cd. Jeg lukkede øjnene. Det var panoramamusik. Hvilken triumferende verdslig intonation! Jo, der var både kål og kosmonautiske ambitioner i den kop rock. Det var direkte ned i kulturvoldtægtens beskidte malstrøm og ud på den anden side. Den motoriske summen overbragte en ny følelse, og jeg holdt op med at bruge ørerne bevidst.

Først vendte billederne af tusindbenene tilbage. De sort-brunt skinnende insektkroppe og den evige bevægelse, både formålsbestemt og kaotisk. Så, langt senere – det kunne være efter en halv time på min seng, det kunne være efter et par års grottemeditation – befandt jeg mig under et vingeslag. Jeg fløj over havet. Jeg blev ved at se et billede af en stor lykkelig fugl i strid modvind. Og samtidig var jeg denne fugl!

Hvis slænget fra instituttet på nogen måde stod i ledtog med Peters hemmelighed, forstod jeg deres gådefuldt afklarede udstråling. Det, der rullede frem foran mit indre blik, var et dybt vanedannende verdensudsyn. Det var også en følelse af at være fyldt med jord og fortæret af sort-hvide flammer. Jeg følte mig majestatisk og samtidig fløjtende ligeglad med denne maje-status.

Da jeg slog øjnene op, var der kun fryden tilbage. Den baskede elektrisk for enden af mine lemmer. Det var ikke den surt sprudlende øl på gennemrejse i systemet, men The Power of Rock n’ Roll and The Dawn of… – noget, jeg endnu ikke kunne sætte ord på.

Jeg måtte straks vide, hvad denne fugl var, så jeg hastede til biblioteket, forbløffet over den karakter af mani, oplevelsen havde taget. Jeg kastede i raseri omkring med alverdens rockleksika – de kunne ikke hjælpe mig nu.

Mine fingre og øjne løb gennem siderne i det ornitologiske opslagsværk. Der, dér var billedet af min fugl. Den var af mågefamilien. En ikke videre prangende skabning, men med en hårdkogt og suverænt vanvittig attitude. Sådan en jublende ligeglad kæmpefugl, der kunne gå hen og overtage verdensherredømmet. Og for min skyld gerne. Jeg havde fundet navnet på mit drømmesyn. Svartbag.

★★★★★☆

Deltag i debat