Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’08: torsdag

Ja, så starter løjerne for alvor – med al sandsynlighed med mindre end de 44 millimeter nedbør, der gjorde 2007-torsdagen til et muddermareridt på Dyrskuepladsen. Men den slags er der ingen grund til at sidde i sin lejr og blive deprimeret over, når man kan gå ind og høre Undertoners foretrukne cambodjaner-popband. Indrømmet, vi har ikke beskæftiget os med så frygteligt mange andre bands med rødder i den del af Asien end netop Dengue Fever, men deres sammensmeltning af lokale sange og 60’er-pop virker i hvert fald som et særdeles holdbart argument for at sætte kursen mod Astoria. Koncerten starter tilmed kl. 18, så det værste rush ved indgangene skulle gerne være overstået. Man er vel magelig.

Behageligt bliver det uden tvivl også i Pavilion-teltet 18.30. Her spiller talentfulde Jannis Noya Makrigiannis og et væld af medbragte gæstemusikere under navnet Choir of Young Believers. Makrigiannis er hoveddrivkraften i projektet og skriver nogle særdeles smukke, sørgmodige sange, der live kan folde sig ud i rygradsrislende arrangementer. Det lykkedes delvist ved sidste års festival. Her 12 måneder senere er Choir of Young Believers‘ første fuldlængdealbum kommet betydeligt tættere på at blive til virkelighed, og livebesætningen har haft længere tid til at fungere sammen og få afstemt deres indsats.

Newyorkerne MGMT har ikke rigtig ramt mig, så jeg tillader mig at droppe deres 19.30-show for at få mig en bid brød. Således rustet til resten af aftenen er det på tide at komme tilbage til Astoria, hvor franske-finske The Dø trods et på alle måder skidt navn frister. En fristelse, der i dén grad kan være vejen til både overraskelse og skuffelse. At dømme efter sangene på deres Myspace-side har Olivia B. Merilahti ubetvivleligt en skøn lys stemme, som man godt kunne svømme helt væk i. Hvorvidt deres folkpopsange kan holde opmærksomheden fanget gennem en hel koncert, er jeg ikke helt overbevist om, og derfor kan The Dø som nævnt blive en fejlprioritering. Men-men-men – hvis de har flere sammenvævninger af naiv pigepop og tribale rytmer a la den småfjollede, sært smittende “Playground Hustle” kan duoen sagtens ende med at sende en flok glade festivalgængere ud i tusmørket, når koncerten er slut.

Derude i aftenluften virker det være tillokkende at traske over til Odeon og se Gossip kl. 21.30. Det er bestemt ikke hvert år(ti), at et band fra selskabet Kill Rock Stars‘ stald bliver kæmpeyndlinge hos NME, ligesom det er temmelig sjældent, at lesbiske kvinder, der ligger et stykke over deres normalvægt, bliver katapulteret op i stilikon-klassen. Men i 2006 kårede NME bandets sangerinde Beth Ditto som den mest cool person i rockverdenen – og det bedste af det hele er, at Gossip faktisk har en hel del at byde på. Kald det bare danserock, hvis du vil; i så fald er det danserock med bid, også tekstmæssigt. Og samtidig har Ditto en ganske glimrende, vilter stemme med sjæl og ru modhager.

Desværre for Gossip bliver det temmelig minimalt, hvad der bliver tid til at høre i Odeon-teltet. For kl. 22 er en helt anden flok ikoner klar på Orange Scene. Irriterende frelste er de bestemt, og der er et stigende misforhold mellem deres excentricitet og deres musiks evne til at retfærdiggøre særhederne. Men ikke desto mindre er der ingen vej udenom (og ingen grund til at lede efter den slags veje): Radiohead skal høres. Godt nok var 2007-albummet In Rainbows ikke noget at udråbe hurraer for, men i bagkataloget er der så uhyrligt mange stærke sange (læs måske snarere: indgroede generationshymner), at der er gode muligheder for en stor oplevelse – i det mindste i et nostalgisk lys … og forhåbentlig mere end det.

Deltag i debat