Koncerter

Vesterbro Festival, 06.06.08, København

Spot Festivalens københavnske lillebror på Vesterbro havde igen i år haft vokseværk, og denne gang var torsdagen blevet inddraget i weekendens program. Fredagen bød på flere koncerter af særlig høj kvalitet. (08.06.08)Spot Festivalens københavnske lillebror på Vesterbro havde igen i år haft vokseværk, og denne gang var torsdagen blevet inddraget i weekendens program. Fredagen bød på flere koncerter af særlig høj kvalitet.

Twins Twins
Everybody loves the sunshine var budskabet på Twins Twins’ forsanger Theis Ørntofts t-shirt. Et mere rammende tøjvalg kunne man næppe tænke sig, taget i betragtning, at størstedelen af festivaldeltagerne på det givne tidspunkt lå og bagte til Tue West foran udendørsscenen. Ikke desto mindre var en pæn samling klip-klappere og solbriller alligevel trukket ind i Øksnehallens mørke for at overvære tvillingeparrenes koncert.

Twins Twins spiller da også guitarbaseret solskinsindie, der er som skabt til de dovne eftermiddages strandture og lyse nætters havefester – og de gør et godt stykke arbejde. Hitmaskinen må have kørt for fuld damp hjemme i Twins Twins’ soveværelse, for der var ikke mange numre, som det ikke var værd at vippe med på – især barometertesteren “Strawberry Wine” var ren rødgrød med fløde for øregangene og sommerhumøret.

Harpcore. Foto: Signe Palsøe

Trods hit-på-hit-opbygningen havde Twins Twins problemer med at give publikum et samlet indtryk. I baggrunden sad trommeslager Morten Hyldahl konstant iført vidt åben mund med et kæmpe tandsmil og mindede mest af alt om en hundehvalp, hvis ejer lige er kommet hjem fra arbejde – en temmelig stor kontrast til de fire fyre på scenekanten, der var noget mere cool og en kende for stillestående til musikkens ånd. Når dette er sagt, forstod de fem tvillinger alligevel at fremmane en tiltrængt feriefornemmelse, og mon ikke EP’en til september kan få sommeren til at vare lidt længere.

Karakter:  

Harpcore
Hvad kan man gøre for at skaffe sig opmærksomhed på en festival, hvor over 100 danske opkomlinge kæmper om publikums gunst? Tja, man kan jo starte med at klæde sig ud som stewardesser og servere kaffe og kage for de tilstedeværende, som Harpcore gjorde det til fredagens koncert.

Som navnet vist røber, er Harpcores univers bygget op omkring to store harper, der på et underlag af elektronik og trommer kan frembringe alle lyde mellem Joanna Newsom og Luke Skywalker med lyssværd. I koncertsammenhæng var bandet en oplevelse for alle sanser – omkring den house-orienterede, poppede electronica opbyggedes billeder og ord, der blev blæst op på store skærme bag bandet. Stilen mindede om Tiëstos opsætninger, dog med en temmelig stor portion humor og en halvbizar frankofil fascination til forskel.

De fleste numre var da også med fransk lyrik og tekstet på dansk for alle os, der har lidt knas med vores skolefransk. På den måde gik det ikke hen over hovedet på nogen, når Harpcore langede ud efter singer/songwriters eller danske værdisæt. Særligt vellykket var “franskmændenes” forsøg på at lave et radiohit på engelsk, hvor omkvædet “Don’t break my harp / peace, come back to me / don’t herb my harp again / give me another change” vist taler for sig selv.

En ulempe ved en konceptkoncert som denne er naturligvis, at musikken går i ét med alt hvad der ellers foregår på scenen, og derfor ikke altid får den berettigede opmærksomhed eller kritik. I denne sammenhæng er der dog ingen tvivl om, at den tjente sit formål – at levere budskabet og på samme tid være en feststarter ud over det sædvanlige.

Karakter:  

Death by Kite
To vintre er gået siden Death by Kite for første gang optrådte i den gamle kødby. Dengang resulterede det i en glimrende koncert på den lille Venue-scene, der varslede, at noget større var i vente. Her to år, en fuldlængdespiller og en stak fine anmeldelser senere var bandet blevet opgraderet til at spille midnatskoncert på Øks-scenen til stor glæde for et halvberuset og helt igennem oplagt publikum.

Death by Kite må da også siges at have ærmet fuldt af esser i form af catchy støjpopperler med overraskende, omskiftelige riffs og trommer. I gamle kendinge som “Bhf. Asta” og “Pills” kunne de tre musikere for alvor vise kunsten at føre deres respektive instrumenter. Settet var generelt præget af sidste års udgivelse, men enkelte numre fra en snarligt begyndende indspilning blev der også plads til.

Desværre hænder det, når små bands vokser sig større, at en del af den oprindeligt så tiltalende intimitet forsvinder. Her kan heller ikke Death by Kite se sig helt fri. Den massive støjmur, der for to år siden ramte med 180 kilometer i timen, syntes at have tabt pusten, som resultat af pludselig at skulle fylde hele Øksnehallen. Bands som Mew har tidligere gennemgået denne langt fra lette metamorfose og er da også kommet ud på den anden side med et resultat af international kaliber. Formår Death by Kite at gøre dem kunsten efter og genfinde den intime overvældelse, vil det være helt urimeligt, hvis der ikke venter de tre støjpoppere en stor fremtid i dansk musik.

Karakter:  

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Death by Kite: S.t.
Death by Kite: S.t. EP

Note: Theis Ørntoft, der er forsanger i Twins Twins, har tidligere været tilknyttet Undertoner som skribent.

Deltag i debat