Nyheder

Causa Sui klar med nyt album

Hvis du kan lide din syrerock fynsk og stoner-inficeret, er du helt sikkert bekendt med Causa Sui. Hvis du kan forestille dig, at du også kan lide din syrerock legende og improviseret, kan du trygt holde fast i Causa Sui.

Her godt et år efter udgivelsen af Free Ride er gruppen, der siden da har sagt farvel til forsangeren Kasper Markus, nemlig klar med album nr. tre. Det har fået titlen Summer Sessions vol. 1, hvilket man kan udlede flere ting af.

I første omgang giver ordet ‘Sessions’ en klar (og korrekt) indikation af, at materialet er blevet til under lange jamsessions. Skal man dømme efter de smagsprøver, der ligger på Causa Suis Myspace-side, har det betydet, at der er blevet skruet ned for stoner-elementerne og op for en temmelig udknaldet jazz-inspiration. I en mail til Undertoner udpeger guitarist Jonas Munk da også grænsesøgende 70’er-jazzfolk som Herbie Hancock og Miles Davis som inspirationskilder.

At titlen indeholder ‘vol. 1’, fortæller os, at der er planlagt flere Summer Sessions-plader. Det er endnu ikke afgjort, hvornår der sker noget på den front. Så indtil videre nøjes vi med at fortælle, at Summer Sessions vol. 1 udelukkende udkommer på vinyl og blot i 500 eksemplarer.

Deltag i debat