Koncerter

Extra Golden, Canon Blue, Liars, No Age, 05.07.08, Roskilde Festival

[Martin Thimes, Lasse Dahl Langbak og Søren Jakobsen]Extra Golden, 05.07.08, 12.00, Pavilion
En koncert med dansabel kenyansk rock uden obligatorisk udklædte dansere og gøgl? Måske skyldes det de tre amerikanere i bandet Extra Golden, men mest af alt virkede det, som om benga-bandet havde tænkt sig at lade musikken tale.

Extra Golden er nemme at putte i kassen med andre afrikanske benga-kunstnere. De seks mand på scenen formåede dog at tilføje et lille snert af vestlige krydderier til deres støvede og kakofoniske østafrikanske guitarpop, uden at det endte i ironisk vestlig ripoff. Alex Minoff (Weird War, The Make-Up, Golden) og Ian Eagleson (Golden), begge guitarister og sangere, sang på både engelsk og det lokale sprog i Kenya, Luo, og deres tilbagetrukne og respektfulde optræden i forhold til de kenyanske musikere virkede helt rigtig.

I forhold til bandets albums, var koncerten lidt mere flosset i kanterne. De komplicerede rytmeforløb, som de tre guitarer stod for, blev aldrig helt så polerede, men lød, som var de kørt igennem et støvet kassettebånd fundet i en rodekasse i Nairobi. Extra Golden har massevis af hyperfængende melodier og trommerytmer så bagende kontante, at et band som Vampire Weekend burde sidde og tage noter.

På “Night Runners” fra Here Ma Nono blandede Alex Minoffs engelske strofer sig med Opiyo Bilongos lidt tynde, men særdeles udtryksfulde vokal. Det nummer, samt præsidentkandidathyldesten “Obama”, var klare højdepunkter i en koncert, der beviste, at selvom Extra Goldens musik tager udgangspunkt i en verden, der næsten ikke kunne være længere væk fra Danmark, besidder den en altfavnende rytmisk tekstur, der gør den stærkt lytteværdig.
(MT)

Karakter:

Canon Blue, 05.07.08, 13.30, Lounge
Lounge-scenen er festivalens frirum. Et sted, der indbyder til at sidde i skrædderstilling eller ligge på ryggen i sandet med armene under hovedet og lufte tæerne. På papiret var amerikanske Canon Blue et oplagt navn på den scenes plakat. Men i praksis kunne Pavilion eller måske endda Astoria have været lige så passende rammer om koncerten med denne nye signing på Efterklangs selskab, Rumraket.

Trods slægtskabet med indietronica-genren blev Canon Blues synth-, guitar- og tromme-form fremført med så megen nerve, at der ikke var meget afslappende eftermiddagshygge over koncerten. Det ligger ligesom også i navnet Canon Blue. De markant spillede trommer og den desperate side af vokalen var eksplosivt stof, mens de repetitive synthtoner og Daniel James’ indadvendt følende stemmeføring hældte til den melankolske side.

Til en begyndelse var det svært at høre vokalens ordlyd, da mikrofonen var alt for lav. Det tog desværre alt for lang tid, før det blev opfattet af lydmanden og ændret. Men da det skete, var det åbenlyst, hvorfor Rumraket havde viftet en kontrakt foran næsen på Canon Blue.

Kontrasten mellem de ambiente og mildt hypnotiserende elektroniske toner og guitaren og trommernes umiddelbare kraft var velfungerende. Men det var nu især Daniel James’ nærmest Thom Yorke’ske indlevende stemmeføring, der gjorde Canon Blue til en intens oplevelse frem for en stille tur på stranden med hyggelig baggrundsmusik fra en svag transistorradio.
(LDL)

Karakter:

Liars, 05.07.08, 01.00, Pavillon
Kedelige er de aldrig, Liars. Frontmand/-dyr Angus er en sanger af den type, man ikke kan ignorere – i en lige linje fra Jim Morrison og Iggy Pop til Cobain og Jay Reatard. Men det kan ikke altid redde en koncert. Denne skribent har set Liars to gange før denne, og dette var den svageste. Altså ud fra Liars’ egen målestok. For det var skam en god koncert. Af uransagelige årsager fik jeg aldrig købt pladerne, så jeg indrømmer blankt, at jeg ikke kan huske numrenes navne. Men i lighed med f.eks. de løst beslægtede Battles roterer Liars om den akse, der kaldes en sej trommeslager. Om end sej er et mildt ord om Ron Albertson. En så absurd sans for rytmer er svær at finde i et, trods alt, konventionelt rockband.

Desværre er bandets stabilitet i høj grad også afhængig af Angus. Fra nummer til nummer bouncer han savlende, skrigende og faktisk ret velsyngende rundt, og gør sit for at levere et show, man vil huske. Desværre var der trods alt for meget savl inde i billedet. Frem for at piske sit orkester frem, som han er i stand til, virkede han fjern og indelukket denne fredag. Det tog koncerten nogen skade af, men trods alt var det en koncert, der er svært ikke at huske i lang tid. Pavillon var ved at gå i brand under koncertens klimaks.

Liars er da også vokset betydeligt i publikumsmæssig tiltrækning i de sidste par år, efterhånden som Angus’ ry som både vildmand og eks-kæreste med Yeah Yeah Yeahs-sangeren Karen O har spredt sig. Kunne man i hvert fald forestille sig. Et nummer, man bør huske på trods af sladderen, er “Freak Out” fra deres nyeste, selvbetitlede plade. Det blev leveret med en så spastisk hårdhed, at det ikke er svært at forstå, hvorfor man gik amok på trods af blok og blyant. Trommen er bestemt ikke død.
(SJ)

Karakter:

No Age, 05.07.08, 02.00, Pavilion
Klokken nærmede sig de tre, så fødderne var godt trætte efter en lang festival-dag, da lofi/støjpop-duoen No Age forlod Pavilion-scenen. Men det var ikke kun benene, der vaklede under undertegnede efter at have hørt den anmelderroste, amerikanske duos koncert. Også min holdning til denne natteforestilling var på gyngende grund.

På den ene side var det en herlig punket affære. Bag et støjende og skramlet ydre gemmer No Ages sange på melodier så stærke, at de sagtens kunne bære at blive udsat for den mere primitive og mindre detaljerige fremførelse, som duoen lagde for natten.

Omvendt var de små finesser, som udmærker Nouns, en mangelvare. Eller også gik de tabt i duoens sløsede spillestil. Den normalt så distinkte guitar i “Teen Creeps” var f.eks. nærmest uhørlig, og dermed var særtrækket i dét nummer spoleret. Duoens på plade så appellerende anvendelse af atmosfærisk støj var heller ikke inkorporeret særlig vellykket i dette live-sæt.

No Ages sceneoptræden var desuden præget af alt for mange afbrydelser med ligegyldigt snak; bl.a. sanger/trommeslager Dean Spunts flere minutter lange udredning om, hvilket rusmiddel flest blandt publikum var påvirket af. Hvad der havde beruset No Age, ud over den flaske whisky guitarist Randy Randall tog flere slurke af, kom der vist intet svar på. Men helt appelsinfri var de næppe, og det kan være én forklaring på, at koncerten var en mindre skuffelse. Eller måske fungerer No Age bare bedre på plade.
(LDL)

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Canon Blue: Colonies
Liars: s.t.
No Age: Nouns

Karakter:

Deltag i debat