Plader

Girls in Hawaii: Plan Your Escape

Andet album fra belgiske Girls in Hawaii indeholder vellydende forbrugsmusik. Den slags, man fylder tiden mellem de store mesterværker med. Plan Your Escape er et fint indiepoppet album, der forsøger at tage sin lytter med på store stemningsrejser. Resultatet er okay, men også lidt uinteressant.

Når man piller den nye plade med Girls in Hawaii ud af coveret, tænker man bestemt ikke på stillehavsidyl eller hula-dans. Det ville ellers være oplagt – gruppens navn taget i betragtning. Men éns øjne møder synet af et dødt dyr. Et rensdyr eller noget i den stil. De øvrige fotografier på coveret gør heller ikke synderligt meget for at skabe den store luau-stemning. De forestiller blanke træstammer og forladte huse i øde skovlandskaber.

“De Må Være Belgiere” – den tanke ligger knap så fjernt. Ikke fordi de stolte indehavere af Manneken Pis har et særligt ry for at mishandle dyr eller noget i den stil, men fordi coverets dysterhed signalerer mørke og kulde a la postpunk. Igennem pladen viser det sig imidlertid, at stemningen omkring Girls in Hawaii beskrives bedre med termen “sørgmodighed”, og at musikkens genre mere fyldestgørende – og samtidig intetsigende – kan betegnes som indiepop og –rock. Fra Belgien er den nu stadig, gruppen bag nærværende udgivelse, som heldigvis også præges næsten umærkeligt af genretræk som drømme- og rumpop.

Undertoners anmelder afsluttede sin omtale af gruppens debutalbum, From Here to There, med skeptisk at spørge, om der var behov for endnu et album fra et så middelmådigt orkester som dette. Svaret findes på Plan Your Escape, og som genrebetegnelsen allerede antyder en smule, er det ikke opløftende. Pressemeddelelsen lover ellers, at ligesom “i fransk filosofi er pointerne og konklusionerne somme tider højst overraskende.” Måske er den fanskare, som ifølge samme pressemeddelelse vokser i et “organisk tempo”, enig. Det skulle nu være underligt. Plan Your Escape indeholder en række gode sange og må alt i alt betegnes som en fornuftig plade, men den overrasker ikke med sin sangopbygning og sammensætning.

I “This Farm Will End Up in a Fire” lægges et ret klart spor for resten af pladen. Girls in Hawaii gør sig på ingen måde til og vedkender sig en åbenlys inspiration fra Grandaddy. Den grædefærdige vokal, som for længst har glemt troen på de illusioner, den alligevel ikke kan fralægge sig helt, talesynger. Den giver sig med karakteristisk skødesløshed, så man kan høre, at den i virkeligheden for længst har givet op. Lydene fra orkestret: Hurtige og pågående som de er, fornemmes de lige modsat, som langsomme og tilbageholdende. Denne modsætningsfuldhed er interessant og udgør vel den bedste grund til at beskæftige sig med pladen. Det lyder da også meget godt, men jeg må til stadighed standse min instinktive vandring over mod pladesamlingen, hvor jeg ved, at der befinder sig meget, jeg hellere ville lytte til.

I fællesskab med trøstesløse trommer og noget, der lyder som orgler i spøgelsesfilm, gør vokalen, hvad den kan for at frembringe billeder af forladte forstadsparkeringspladser for lytterens øjne. Den klamrer sig til livet, men da et skarpt og voldsomt lys pludselig kastes over den øde asfalt – i form af kor og en guitar, hvis skingerhed står i en relativt ret voldsom modsætning til resten af nummeret – må den endelig give op: Den drukner i lysbølgerne, overdøves, og beslutter sig for selv at deltage i virvaret. Det hele gør en fin virkning uden at være overvældende. Det er vellydende, men traditionelt.

I “Birthday Call” kvækker vokalen lyde, som kunne stamme fra en døende, der ytrer nogle sidste vrede ønsker. Til en klimtende guitar føjes efterhånden både diskrete kor og andre instrumenter. Lyden bliver større og bryder endelig lidt kedeligt forudsigeligt ud i en dystopisk/eventyrlysten rumflugt af lasersynth. Kontrasten mellem vokalens lidt ynkelige puslingeattitude og lyden af mørke tomme himmelrum minder om, hvor mistænkeligt lille man er, på en ret rammende og noget vel patetisk måde. Desværre fortsætter nummeret videre til gentagelser og unødvendige tilføjelser, som underminerer det gode indtryk en kende.

På denne måde byder Plan Your Escape på mismodig vellyd, stemningsfuldhed og meget andet godt, men den er hverken overraskende endsige absolut nødvendig. Ordinær og behagelig, som den er, skræmmer den ingen væk og kan fint underholde for en tid.

★★★½☆☆

Deltag i debat