Plader

I Scream Ice Cream: Me Too

Skrevet af Camilla Glintborg

I Jesper Mortensens soloprojekt er der, som i hans band Junior Senior, dømt pop for alle pengene. Forskellen er bare, at numrene med en gennemsnitslængde på 35 minutter, ingen deciderede vers og ingen omkvæd for alvor gør op med, hvordan en popsang skal lyde.

De fleste kender højst sandsynligt bedst Jesper Mortensen som en del af den dynamiske danske duo Junior Senior. Bandet har med sine gode popmelodier høstet en del anerkendelse nationalt såvel som internationalt og kan vel derfor også med rette kaldes en af Danmarks mere succesrige musikalske eksportvarer.

Nu står den dog på et soloudspil for den 29-årige hitsammenstøber under aliasset I Scream Ice Cream. Ved første øjekast er det et ret så useriøst og barnligt navn, men så snart musikken spiller, syntes det dog alligevel ganske velvalgt, da der i de tre numre, albummet Me Too indeholder, hersker en meget infantil, eksperimentel og legende tilgang til musikken. Skulle konceptet altså nedfældes på skrift, ville det højst sandsynlig lyde således: Reglen er enkel – der er ingen regler.

At der kun er tre numre på pladen, skal derfor heller ikke narre nogen til at tro, at I Scream Ice Cream bliver et meget kort bekendtskab. Tværtimod. Disse varer nemlig henholdsvis 26, 35 og 45 minutter og er alle bygget op af små bidder af forskellige musikstykker, som er komponeret af Jesper Mortensen. Der er ingen vers. Ingen broer. Ingen omkvæd. Og albummet får således en spilletid på cirka en time og 45 minutter.

“One O Five” åbner festen. De første to minutter er beatet fastholdende og yderst dansabelt krydret med en masse synth, som man kender det fra Junior Senior, men med Mortensens halvmonotone, messende vokal træder introstykket aldrig helt i karakter.

Efter de to minutter glider nummeret dog, via en perfekt overgang, elegant over i det næste stykke, hvor der atter bliver skruet op for tempoet, og vokalen efterhånden så småt synes at komme til sin ret. Det samme sker omkring det fjerde minut, hvor calypsorytmer fængende tager over, og vokalen repeterende og spørgende synger: »Oh, do you wanna be outside, outside looking in / Or do you wanna be inside, inside looking out?«

De resterende 25 minutter fortsætter i samme boldgade – og de to øvrige numre byder i dén forstand heller ikke på noget nyt under solen. Det er gode, elektroniske popsamples viklet elegant ind i hinanden med banale og repeterende tekster, der er nemme at synge med på. Det er befriende, men desværre når man efter næsten to timer også til det punkt, hvor det hele begynder at virke en smule ensformigt, og man føler sig som en fange til en fest fyldt med overglade mennesker, der bare aldrig stopper.

Det er derfor vigtigt ikke at lytte til Me Too med tårnhøje forventninger,. Gør man det, kan man næsten ikke andet end at blive slemt skuffet. Musikken er alt andet end selvhøjtidelig og kompliceret, og det viser sig både at være dens fordel og ulempe.

Der skal ikke herske tvivl om, at Jesper Mortensen kan sit kram, men skal et nyt udspil fra I Scream Ice Cream se dagens lys, kan man håbe på en lidt kortere spilletid og en større frasortering af de enstonige elementer i musikken, så der for alvor kan danses til noget pop à la perfection.

★★★★☆☆

Deltag i debat