Koncerter

Jong Pang, Pascal, Beta Satan, 01.-02.07.08, Roskilde Festival

[Martin Thimes, Lasse Dahl Langbak og Søren Jakobsen]Jong Pang, 01.07.08, 16.30, Pavilion Junior
Med et referencekatalog spændende fra Go-Betweens’ meloditæft, LCD Soundsystems hang til at groove kantet og bestemt over de mange bands, som medlemmerne af Jong Pang også spiller i (Choir of Young Believers, Under Byen, Atoi, Le Fiasko osv.), kan sådan en opvarmningstjans på Pavilion Junior hurtigt ende i genresurfende ligegyldigheder. Heldigvis viste Anders Rhedin (bl.a. eks-Moon Gringo), at de mange teksturer i musikken kan trækkes sammen, komprimeres og præsenteres i nye rammer. Og så fungerer det pludselig også fabelagtigt godt live.

Foto: Tania Gibson, Liveshot.dk

“New Order” blev båret frem af fortættede psykedeliske guitareffekter og fik et lag tung, tung rockfernis. Det skabte et vitalt sammenrend af gode elementer, selv om Rhedin og resten af bandet ikke havde studiets utallige virkemidler til rådighed. På “Small Cut Sensations” var det bassist Jannis Makrigiannis (Choir of Young Believers), der stjal det trommetunge nummer fuldstændigt. Hans andenstemme i det vuggende nummer skabte en smule forvirring, men de små detaljer i vokalen virkede ikke som fremmede elementer i musikken. De hjalp i stedet med at binde det hele sammen. I det hele taget var Jong Pang yderst økonomiske med instrumenterne. Selv om både bas, guitar, cello, keyboards og trommer var på scenen, tog ingen af delene for alvor styringen. I stedet gled instrumenterne halvt buldrende, halvt smygende ind i hinanden.

Men netop her opstod det eneste problem ved koncerten. For Anders Rhedin har ikke en stor stemme. Et lidt mere selvsikkert greb om en enkelt knap på mixerpulten kunne have givet lidt mere power til hans stemme. Det ville redde meget. I stedet endte han med at være alt for anonym i forhold til de markante vokalister som Jannis Makrigiannis og Cæcilie Trier (cello). Men når det er eneste anke ved en koncert med så nyt et band, kan man ikke andet end at lade sig imponere.
(MT)

Karakter:  

Pascal, 02.07.08, 15:00, Pavilion Junior
Hverken musikalsk eller lyrisk kan Pascal beskyldes for at være et avanceret foretagende. Den svenske trios spillestil er simpel, og teksterne ofte så kortfattede, at de blot består af en enkelt frase eller et par tekstlinjer, som så bliver gentaget igen og igen.

»Skinn och svett / ben och hjärta / dina händer smakar salt / jag längtar efter dig / jag längtar efter dig / jag längtar efter dig / jag längtar efter dig / jag längtar efter dig«.

Sådan lyder hele teksten til, ja, “Jag längtar efter dig”. Dybere lyrik var sådan set ikke nødvendig, før det havde effekt, da Pascal bankede op under sine lofi-punkede sange. Teksterne havde den samme simplicitet som mange tidlige svensksprogede punknavne. Et systemoprør var dog ikke det, der stod øverst på Pascals agenda. Det gjorde derimod kærlighedens (u)væsen.

Trods en tydelig punkrock-inspiration havde trioen ingen energisk Iggy Pop-agtig sanger i front. Derimod var det trommeslageren, den blonde og ærkesvenske Mimmi Skog, der var koncertens omdrejningspunkt. Placeret centralt på scenen og hævet et niveau over guitarist Isak Sundström og bassist Manuela De Gouveia oplyste hun scenen med charmerende brede smil og et barnligt legende favntag om trommerne.

Hendes amatøristiske stomp-tæskende spillestil pegede i retning af lofi-twee a la Beat Happening og Bubblegum Splash, basgangene var postpunkede, og guitarerne støjende og her og der filmiske i sine melodilinjer. Som samlet pakke var det en energisk omgang, der kradsede i ørerne, satte sig i benene, og fik mundvigene til at pege opad.

De Gouveia, der med sin robuste kropsbygning, opsatte hår og dybrøde læbestift lignede én, der har sin daglige gang på et bibliotek, og den Edward Norton-pæne Sundström stod i mere fastlåste positurer og skiftedes om vokaltjansen. Deres mere tilbageholdende, mutte stil, men stadig mærkbare punknerve, skabte en tilpas rå kontrast til den levende og charmerende Skog.

Man skal enten være kold om hjertet, finde det svenske sprog lige så forståeligt som swahili eller fortrække teknisk kunnen frem for nerve og uforfalsket spilleglæde, hvis ikke Pascal havde vundet bare en smule af ens hjerte, da man gik fra koncerten med det svenske tweepunk-band. Det var nemlig råt, sødt og godt. (LDL)

Karakter:  

Beta Satan, 02.07.08, 19.30, Pavilion Junior
Noter fra en lommebog:

– En hånd på trommerne og djævletegn med den anden? Det kan man da forholde sig til. Fin, hårdtpumpet start. Fed tråd. Hæhæ.
– Han er virkelig en sej trommeslager.
– Jeg er forvirret.
– Satme noget rod. Keyboardspilleren ligner Johan Wohlert.
– Det var ikke pænt sagt.
– …skrevet.
– Der er virkelig løs struktur. Kan vist ikke rigtig lide det.
– Har lige lavet ’fis i kasketten’-tegn til kollega. Det kan vist bade være positivt og negativt. “I’m not your pet, you fucking cunt”? God sangtitel – hvis det er det. Jeg håber ikke, den eks-kæreste er til koncerten.
– Nå, det sagde forsangeren også selv lige. Selvironi, absolut et plus.
– Husk: De er godt nok glade for at spille. Men det er sgu kedeligt.
– Hvor mange t-shits har den gut på? Har han ikke smidt fire nu?
– En t-shirt, der står ’Feta Laban’ på? Typisk Århus. De tager virkelig ikke sig selv så seriøst. Men de er ret godt sammenspillet. Trommeslageren er virkelig dygtig.
– Det var Carl Palmer fra Emerson, Lake and Palmer også. Det redder ikke helhedsindtrykket. Hvorfor helvede har de så travlt med de skift i sangstrukturerne? Det der lød næsten som Europe!
– Publikum kan rigtig godt lide det. Det kan jeg altså ikke. Det er alt for slapt. Men egner sig meget godt til en eftermiddagsbrandert. Det er i hvert fald mere I Am Bones end Tiger Tunes. De står underligt på scenen. Det er virkelig blevet moderne med trommeslagere, der spiller med siden til publikum.

Kort sagt: De er dygtige, men jeg har allerede glemt den koncert. Det lød ellers rigtig fint, det man havde hørt inden. Måske skal de lige finde sig selv i den konstellation på en scene. Det er for sjusket fremført.
P.S: Det er stærkt live, det “666”-nummer. Det får de en halv karakter ekstra for.
(SJ)

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Jong Pang: Bright White Light
Beta Satan: Girls

Karakter:  

Deltag i debat