Koncerter

Kiss Kiss Kiss, Rumskib, 30.06-01.07.08, Roskilde Festival

[Lasse Dahl Langbak og Mikkel Arre]Kiss Kiss Kiss, 30.06.08, 18.00, Pavilion Junior
I festivalprogrammet er der sparet på tryksværten i beskrivelserne af upcoming-navnene, der optræder på Pavilion Junior. Om Kiss Kiss Kiss står der blot: »Århus’ svar på Arctic Monkeys«. Flere ord ville i denne bandbeskrivelse stort set være overflødige, for det er en millimeterpræcis sammenligning.

Forsanger Mads Kochs vokal var som snydt ud af næsen på Alex Turner, dog uden helt at have den samme nasale flabethed, mens melodierne var skåret over Arctic Monkeys pågående sangsstrukturer. Læg dertil guitarforløb og basgange a la Franz Ferdinand i de mere fremaddrevne passager, og du har et band, som kun kan have imponeret dem, der ikke har hørt noget som helst britisk musik i de sidste fem år.

Foto: Tania Gibson, Liveshot.dk

Kiss Kiss Kiss er dog lovende deres alder taget i betragtning. De fire medlemmer mødte hinanden på en efterskole så sent som for et år siden og er derfor ikke kommet længere end til gymnasiet i deres uddannelsesforløb. Med dét in mente bestod sætlisten af en overraskende stor samling solide sange. En lille håndfuld af dem var endda effektfulde guitarrocknumre, der fik Kiss Kiss Kiss til at træde en smule væk fra den tyngende Arctic Monkeys-inspiration.

De purunge medlemmer af Kiss Kiss Kiss kan med en kraftig udvidelse af deres musikalske horisont gøre Dúné kunsten efter og få et berettiget gennembrud. Mads Koch har ikke den samme livlige og selvsikre attitude som Dúnés Mattias Kolstrup, men han ved dog, hvilke positurer en rockstjerne skal indtage på en scene. Som liveband er Kiss Kiss Kiss godkendt (hvis lige man ser bort fra den uskønne, Interpol-lydende fremførelse af Doors-klassikeren “Riders on the Storm” som koncertafslutter). Men det halter med originaliteten. Kiss Kiss Kiss mangler at finde sin egen stemme. (LDL)

Karakter:  

Rumskib, 01.07.08, 13.30, Pavilion Junior
Der er ikke skyggen af ironi i, at odenseanske Rumskib har kaldt et af sine numre “Dreampoppers Tribute”. De spiller drømmepop og shoegazer, så man skulle tro, det var 1988 – og det er der mildt sagt ikke ret mange andre, der gør for tiden. Derfor var Rumskibs debutplade fra sidste år ret så forfriskende, på trods af at den ikke havde nogen intentioner om at vinde nyt land.

Foto: Tania Gibson, Liveshot.dk

Tværtimod lever pladen højt på, at gruppen i så høj grad hylder bands som Cocteau Twins og Lush – og er virkelig dygtige til det. En af grundene til, at debutpladen lykkes så godt, er, at Tine Louise Kortermands vokal passer strålende til at udfylde rollen som den dreampop-obligatoriske sangerinde med en æterisk stemme svøbt i alskens effekter. Det kunststykke blev ikke genskabt under tirsdagens koncert. Hendes lidt rastløse skridt rundt på scenen kunne tyde på, at hun måske var lidt nervøs – og under alle omstændigheder var hendes vokal ikke på toppen. Allerede i åbningsnummeret, “Hearts on Fire”, kneb det med at ramme tonerne rent, og flere gange undervejs virkede vokalharmonierne med resten af bandet ikke helt koordinerede.

Den store svaghed var, at Kortermands tilsyneladende klassisk skolede stemme havde svært ved at smelte sammen med de udflydende guitarflader uden at være pakket ind i studieeffekter. Og i og med at Kortermands stemme har en så central plads i bandets lydbillede, giver det sig selv, at koncerten ikke kunne lykkes. Det var en skam, for resten af bandet kæmpede bravt for at skabe et lidt mørkere og mere støjende udtryk end på albummet, og det projekt var ret så vellykket. Tilføjelsen af rigtige trommer gav en ekstra intensitet, der klædte bandet. Ligeledes blev det virkelig interessant, når numrenes afslutninger fik lov at udvikle sig til langstrakte, susende ambient-landskaber, hvor Kortermand loopede sin stemme igen og igen. Her virkede sammensmeltningen af vokal og støj formidabelt. Det var godt. Men det var ikke nok.
(MA)

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Rumskib: s.t.

Karakter:  

Deltag i debat