Plader

Markus Krunegård: Markusevangeliet

Skrevet af Camilla Grausen

Laakso-frontmanden Markus Krunegård er gået solo, synger på svensk og har opfundet sin egen form for goth – tilsat indiepop samt hverdagstekster og målrettet almindelige mennesker. Hvad manden egentlig har forestillet sig, er svært at sige. Men resultatet er et fint Håkan Hellström-light-album med gode tekster.

Sammenligningen med Håkan Hellström kan lige så godt komme på bordet med det samme. Markus Krunegårds soloalbum, Markusevangeliet, er skåret lige efter Håkan-skabelonen. En charmerende svensksproget blanding af livlige jeg-kommer-fra-en-lille-svensk-by-hvad-skal-jeg-med-mit-liv-numre og afdæmpede kærlighedssange. Når dét så er sagt, må det tilføjes, at der heller ikke er det fjerneste galt i dét. For albummet med den morsomme titel tager sin begyndelse i Markus Krunegårds eget liv og musikalske univers, og albummet er bestemt vellykket.

Der er sikkert nogle, der genkender Markus Krunegårds navn fra andre sammenhænge. Den nordsvenske musiker med de finske rødder er også forsanger i indierockbandet Laakso. Krunegård understreger dog, at hans soloeventyr ikke betyder, at Laakso er opløst; han vil blot prøve at have et lille frikvarter alene, hvor han kan skrive på svensk.

Ved første blik på coveret er det svært at vide, hvad man skal forvente. Markus Krunegård klædt i et sort kuttelignende outfit på et halvutydeligt billede, et lille dødningehoved i det ene hjørne og et lille hjerte i det andet. Øverst står Markusevangeliet skrevet med gotiske bogstaver. At det så er den rene skære indiepop, der lyder på albummet, er en helt anden sag. Men det passer godt sammen i Krunegårds univers, da han efter eget udsagn med dette album har opfundet genren ‘allmoge goth’ (almuegoth), goth for almindelige mennesker. Ja, hvorfor ikke? I hvert fald er det svært ikke at smile ved første møde med Markusevangeliet. Krunegård er bestemt humoristisk og spørger på “Idioter” med lys og uskyldig stemme: »Varför finns det inge kvoter för idioter?« Det er der jo nok mange mennesker, der af og til har spurgt sig selv om på en dårlig dag.

Teksterne er i det hele taget omdrejningspunktet i Krunegårds evangelium. Der er, som hos Håkan Hellström, sange om hjemstavnen, ungdommen og kærligheden. Teksterne er trykt i coveret og gør det muligt at følge med i Krunegårds af og til tempofyldte svenske. På “Hjälp” synges der om telefonopkaldet til den finske mor, der skal trøste sin Markus, men i stedet skælder ud: »Du slänger bort en fin karriär. Se på dig själv. Ska man se ut sådär?«

I det efterfølgende nummer giver Markus Krunegård os også historien om dengang, han som lille sammen med sin ven måtte høre dennes mor råbe fra altanen med en smøg i hånden, at drengene ikke skulle blive »såna jävla svin« som den kæreste, der netop havde forladt hende. Teksterne er ofte hverdagsagtige og tager udgangspunkt i Krunegårds eget liv. Mange handler på den ene eller anden måde om at finde sig til rette i verden og forsøge at finde sit eget ståsted.

Albummets udvikling er klar. Første halvdel indeholder de tempofyldte numre, og den fine “Jag är en vampyr” er blandt de dansable numre. Senere bliver numrene i højere grad tyste, og Krunegård folder sig ud kun med stemme og akustisk guitar. Her er “Åh Uppsala” og “Stjärnfallet” kønne eksempler. “Noiserock i Japan” har ikke det mindste med noiserock at gøre, men derimod med flimrende klavertoner og Krunegårds inderlige sang. Det er et rigtig fint lille nummer, der lægger op til den ligeledes klaverbårne “Samma nätter väntar alla” om ulykkelig kærlighed, som Krunegård afbalancerer flot med en anelse rytmisk synth og dramatiske trommer. Et højdepunkt, der ikke gør noget stort væsen ud af sig selv.

Markus Krunegårds solodebut er vellykket og finder sin rette hylde – Hellström-inspiration eller ej. Det er værd at lytte til sangene gentagne gange med teksterne i hånden, for de forbedrer numrene. Men når Markusevangeliet ikke udløser de helt store klapsalver, er det, fordi der mangler dét virkeligt medrivende, opløftende melodiske nummer, der får lytteren til at drømme og danse. Krunegård er tæt på, men den er der ikke helt. Det samme gælder for balladerne, der heller aldrig bliver fuldstændigt inderlige og smukke. Men den gode svensker er godt på vej, og forhåbentlig bliver nærværende evangelium ikke den sidste svensksprogede soloplade fra Laakso-frontmanden.

★★★★☆☆

Deltag i debat