Plader

Ladytron: Velocifero

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På fjerde album fra elektrobandet Ladytron er der egentlig ikke sket så meget, som ikke sker for mange andre bands, der er nået hertil i karrieren. Poppen tager mere over, der er mere rutine over numrene, og der tages ikke mange chancer for at prøve noget nyt.

Fire album henne, og hvad er dog sket med Ladytron? For nogle vil lyden og stilen på seneste album, Velocifero, være det, som bringer bandet frem og højere op på hitlisterne. For andre er den udvikling, som Ladytron har gennemgået siden debuten i 2001, ikke den bedste. Fra at være skæve, og også ramme lidt skævt, på det første album 604, har bandet derefter i mindre og mindre grad forsøgt sig med at holde stilen for mere at lade musikken blive inficeret af mainstreampop – og dermed er Ladytron også blevet mere ordinære og kedelige og mindre deres egne.

Da Ladytron kom frem, befandt bandet sig et godt stykke til venstre for mainstream med tonstunge synhtlyde spillet på den klassiske Korg MS20, metallisk forvrængede slag på trommerne prægede rytmerne, kølige vokaler var i front, og bandet besad en Gary Numan’sk kitschfaktor uden at miste et strøg af at være coole, unge mennesker. På Velocifero er der kun reminiscenser tilbage at spore – til gengæld er det nok det mest musikalsk tilgængelige Ladytron-album til dato.

Åbneren “Black Cat” bringer ellers minder om det ældre materiale med lag på lag af uddaterede Korg-synths og en vokal på bulgarsk. Men hurtigt er vi ovre i førstesinglen “Ghosts”, der egentlig har et udmærket omkvæd, hvor man sagtens kan tage sig selv i at nynne med på melodien og teksten »There’s a ghost in me/ Who wants to say “I’m sorry.”/ Doesn’t mean I’m sorry.« Men det er en nynnen med en lidt flad fornemmelse, for den friske følelse af et godt sammenskruet nummer kommer aldrig. Forførelsen virker – men kun i nuet.

Og det er en fornemmelse, man som lytter har flere steder på albummet – under selve lytningen er der rigeligt med gode melodier til at underholde, men straks skiven holder op med at rotere, er de forsvundet fra hukommelsen. Det faktum taget i betragtning og til efterretning, så er det i høj grad første halvdel af albummet – der varer næsten 60 alt for lange minutter – som fungerer og kan holde lytteren fanget; eller forført, om man vil.

“I’m Not Scared” sætter tempoet op og lader vers og omkvæd pumpe igennem som en lang pølse, men det er efterfølgeren “Runaway” og måske især “Burning Up”, der præger den første halve times gode lyttestund. “Burning Up” lyder næsten som et ældre Ladytron-nummer, hvor synthesizerne summer godt igennem, og der er trommerige breaks. Mens nummeret på en måde tager luften ud af albummet, er det klart melodisk bedre, end hvad der følger den næste halve time.
“Kletva” er mere nede i tempo med mere moderne lyd – hvis man da kan betegne 80’er-synths som gamle – og igen vokal på bulgarsk. Første halvdel af nummeret er nærmest lyst og klingende uden den klassiske Ladytron-synthlyd, mens sidste halvdel bringer et vredt, dystert udtryk frem, hvor det næsten lyder, som om en elguitar river i lydbilledet. Nok er Ladytron ofte mørke med elektrobrummerierne, men sådan her er de sjældent hørt. Det todelte udtryk i “Kletva” fungerer dog ikke.

“The Lovers” er albummets korteste nummer (2:39) – og det burde egentlig heller ikke være længere. Det fungerer som albummets syvtommerhit, og kunne sagtens være et rocknummer, der blot var blevet fortolket af Ladytron. Det er da også blevet til i samarbejde med den colombianske gruppe Somekong, og måske derfor lyder det så forfriskende og ikke-Ladytron’sk – eneste anke er, at omkvædet virker uafsluttet.

“Versus” kunne også lyde, som om det er en coverversion, men i stedet for, at Ladytron har gjort nummeret til sit eget, virker det sært fremmed med en supplerende mandestemme på vokal, trompet, stort set ingen synthesizer, og ikke mindst en akustisk guitar og noget fløjten med munden. Som albumslutter er det ret bizart at høre bandet spille en helt ny stilart, som om de aldrig havde haft kendskab til elektronik gemt under sorte og hvide tangenter.

Velocifero kan meget vel være det Ladytron-album, der får bandet ud til flere lyttere, men for folk, som kender Ladytron i forvejen, er der ikke meget at komme efter. Albummet er for langt, det er underligt disponeret, og selv om nogle af numrene forfører ganske inciterende, er det på en meget forbigående måde, som kan virke rutinepræget. Og den kombination giver efter Undertoners karakterskala ikke meget mere end et 2-tal.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat