Plader

Pedro: You, Me and Everyone

Skrevet af Mikkel Arre

James Rutledge trommer, trommer, klipper op og trommer mere på sit nye album under navnet Pedro. Han er sandt for dyden en dygtig beat-smed, men bare han dog havde været lidt mere fokuseret på at finde iørefaldende melodier, riffs eller hooks.

Under navnet Pedro har James Rutledge efterhånden haft gang i en solokarriere i 10 år, og mere eller mindre hele vejen igennem den er han ustandseligt blevet sammenlignet med Kieran Hebdens Four Tet-udgivelser. En ting, der, hvis man skal dømme efter diverse skriverier om Rutledges nye plade, irriterer ham en del. Uheldigvis for Rutledge er det imidlertid et faktum, at hans musikalske udtryk bliver ved med at minde rigtig meget om Hebdens – også selv om de begge inden for de seneste år har forsøgt at slippe ud af folktronica-båsen.

Sagen er den, at de uafhængigt af hinanden har valgt samme flugtrute: færre idylliske melodier og flere jazz-influerede trommespor med visse freakout-tendenser. Men hvor Hebden arbejder hurtigt og udgiver plader i et raskt tempo, tager Rutledge sig anderledes god tid. Så mens Hebden har udgivet et soloalbum og tre samarbejdsplader siden 2005, er You, Me & Everyone det første nye materiale, Rutledge har udgivet i løbet af de seneste fire år.

Hvorfor skrive så meget om Four Tet, når det er Pedro, der skal anmeldes? Fordi You, Me & Everyone i betydelig grad lyder som Rutledges svar på Four Tets Everything Ecstatic – et svar, der bare er tre år for sent ude. Den nye Pedro-plade er også spækket med jazzede trommer, lettere fjollede synthsmåtterier og visse strejf af fritflydende jamsessions. Rutledge er virkelig ferm til det, han laver – men pladen kommer aldrig rigtig op at svæve, fordi det er svært at finde elementer, der gør den til noget helt særligt.

Rutledge går ellers ambitiøst til arbejdet ved at åbne med en kort intro med et marimba-tema, der vender tilbage ved pladens afslutning. Pladen skal således udgøre en form for sluttet cirkel, og undervejs udgør udtrykket bestemt også en samlet helhed. Der er fokus på beats af alskens art – samba-inspirerede trommer, opklippede samplinger, stædigt rullende beats garneret med håndklap, så de lyder som lækkerbiskener for de fleste hiphopproducere med smag for old school.

Problemet er bare, at de mange beats ikke kan bære pladen alene. Ofte er rytmesporene temmelig aggressive, og undervejs bliver man lidt for hurtigt træt af, at musikken har så højt et stressniveau. Det er en skam, for når Rutledge formår at give sine trommer et melodisk eller groovende modspil, er You, Me & Everyone ganske medrivende.

I “I Am Keeping Up.” åbner han med heftige sydamerikanske rytmer, som dog minimeres en del og ender som fængende synkoperinger, der stepper af sted hånd i hånd med en rullende basgang. Hen over dem slipper Rutledge diverse iørefaldende hornlinjer fri, og undervejs når det hele nærmest at blive til freejazz – bortset fra at den stædige rytmesektion nægter at lade sig afspore.

Lige så upåklageligt er “Lung”, der indledes af en kort saxofon-stump. Så rumler en basgang, og orgelflader titter frem. Her får Rutledge skabt en omtrent krautrocket bund, hvor den fåtonige bas og de helt monotone orgelklange holder nummeret på sikker kurs, mens sax-melodien hives ind og ud af nummeret efter behag. Det er ikke nogen revolutionerende måde at parre jazz og electronica på, men hvorfor reparere noget, der ikke er gået i stykker?

Titelnummeret er en dejlig variation af den vanlige opskrift, i og med at det bygger langsomt op mod en yndefuld finale i stedet for straks at buldre derudaf. Men et enkelt afbræk er ikke nok til at fjerne følelsen af, at You, Me & Everyone stresser mere, end den gavner. Det er sådan set ikke trommesporene, der er noget i vejen med. Man savner derimod flere melodier, riffs, hooks – et eller andet – der kan kontrastere trommefokuseringen og hjælpe éns ører med at overkomme de mange rytmiske retningsskift.

★★★☆☆☆

Deltag i debat