Plader

Someone Still Loves You Boris Yeltsin: Pershing

Skrevet af Martin Ibsen

Somebody Still Loves You Boris Yeltsin spiller lettilgængelig pop med en naiv tilgang til både sangskrivning og tekster. Forfriskende, catchy og sommerligt som på deres debut, Broom, men ikke altid lige så vellykket.

Bandet med et af musikverdenens morsomste navne er klar med deres opfølger til den fortjent anmelderroste debut Broom fra 2006. Forventningerne er store til Someone Still Loves You Boris Yeltsins nye album, for Broom var en fin, velsmurt popplade proppet med hits og melodier, der var så catchy, at Timbaland og Justin Timberlake kunne være misundelige. Menuen på Pershing er stadig sommerlige og lettilgængelige popsange med små naive tekster om kærlighed og piger. Målet med musikken og fokus er også stadig den gode melodi uden yderligere udfordringer for lytteren end at synge med.

Hele Pershing er meget behagelig, og bandet mestrer deres instrumenter til fulde og kender deres virkemidler og begrænsninger. Men, og der er desværre et ‘men’, hvor debuten var et frisk pust af energi og overskud både med hensyn til melodier og nye ideer, har Pershing et problem. Der er for langt mellem de numre, du nynner med på under cykelturen eller under bruseren; idéerne løber ofte ud i sandet og bliver til noget, man har hørt før.

De stærke og fængende melodier, der skal trække pladen ud af almindeligheden og kompensere for manglende nytænkning er samtidig hellere ikke stærke nok. Det, der gav Broom et ekstra spark og gjorde den til en popplade udover det sædvanlige, mangler på Pershing. For når melodien ikke er stærk nok, balancerer SSLYBY på en farlig balancegang. På den ene side er det, når de rammer plet med melodien, en ren fornøjelse og bedre end de fleste. Men når melodien ikke rammer skiven, bliver det for anonymt, lidt for sødt og uden den gnist, det kræver at spille god indiepop.

Pladen er på ingen måde uharmonisk og fungerer fint i sammenhæng fra enden til anden. Man bliver bare ikke helt blæst væk som af debutalbummet. Der er dog stadig mange højdepunkter. “Glue Girls”, “Think I Wanna Die” og “You Could Write a Book” fungerer optimalt og viser, hvad der er så fængende, forfriskende og tiltalende ved de fire gutter fra Missouri, USA. Det er også i disse tre sange, forsanger John Cardwell træder mest i karakter, og hans stemme skiller sig ud fra alle de andre forsangere, der findes derude. Det formår John Cardwell desværre ikke hele pladen igennem, og enkelte steder bliver han næsten kedelig at lytte til og forsvinder i de ellers flotte vokalharmonier.

Alt i alt har SSLYBY begået et flot album. Det er ikke helt så godt som debuten, men stadig perfekt til de lyse sommernætter med grillen tændt og kolde øl i hånden. SSLYBY kan meget vel blive soundtrack til et par fester hen over sommeren.

★★★★☆☆

Deltag i debat