Koncerter

The Late Parade, Le Fiasko, The River Phoenix, 29.06-01.07.08, Roskilde Festival

[Søren Jakobsen og Mikkel Arre]The Late Parade, 29.06.08, 18.00, Pavilion Junior
The Late Parade kan deres kram, når det gælder melankoli med masser af schwung. Og det er jo en fin evne at have, men ikke pr. definition særlig sindsoprivende. The Late Parade er bare så heldige at have en af landets pt. mest spændende forsangere.

Foto: Tania Gibson, Liveshot.dk

Rune Vigil har nemlig en helt særegen lys stemme, der ved første ørekast kan virke lige vel pæn og nærmest kastral. Imidlertid besidder han en imponerende evne til pludselig at lade pænheden krakelere. Den lyse klang holder, men giver plads til en flosset følsomhed. Det kom især til udtryk i den fine, storladne “My Spies”, der var et af de numre, der fængede mest.

Ligeledes var “Atrocity” lidt af en ørenåbner. Ikke fordi man ikke har hørt dramatisk patosrock før – Rune Vigils stemme virkede blot allermest vedkommende, når skæve, buldrende bas- og guitarlinjer satte den i scene. Generelt er iscenesættelsen af Vigils vokal lidt af en spidskompetence hos The Late Parade. Faktisk så meget, at det er et tveægget sværd. For lige så rygradsrislende det være at høre Vigil synge a capella, lige så formelagtigt kan det virke, at en stor del af sangene er skåret over samme “ulmende indledning, manende finale”-læst. Det forekom heller ikke nødvendigvis som nogen fordel, at der til tider var tilløb til stadion-indierock med Kissaway Trail-agtige la-la-la-passager.

Når The Late Parade ikke fortjener den sammenligning, men derimod hovedsageligt ros, skyldes det deres evne til at matche dybe og brede guitarstøjflader med Vigils vokal. En evne, der, hvis bandet giver lidt mere slip på sangskrivningsskabelonerne, kan blive til noget virkelig interessant inden længe.
(MA)

Karakter:  

Le Fiasko, 30.06.08, 16.30, Pavilion Junior
Danske Le Fiaskos navn er en forbrydelse, og til en vis grad var der noget prøvende og ufærdigt over rækkefølgen i bandets setliste. Og så er der sådan set ikke mere at kritisere septettens Roskilde-debut for.

Foto: Tania Gibson, Liveshot.dk

De demonstrerede et dristigt højt ambitionsniveau allerede fra start ved at åbne med en langstrakt dronende komposition, hvor cello, blæsere og twangede guitartoner bevægede sig i hypnotiske cirkler, men aldrig ændrede tempo eller intensitet. Selv da Cæcilie Trier og Andreas Pallisgaards vokaler trådte ind, vedblev nummeret at lyde som en svævende drøm.

Herfra udviklede koncerten sig i mange retninger og viste, at Le Fiasko både magter udknaldet postrock med massive, hornbeklædte klimakser og Broken Social Scene-klingende støjpop med et nærmest twee-agtigt sha-la-la-omkvæd. Hele vejen igennem udnyttede bandet på flotteste vis de mange muligheder for at skabe et varieret udtryk, som det giver at have såvel trompet og saxofon som cello og to trommeslagere. Og tilmed viste det sig, at Cæcilie Trier bag sit smilende, blide ydre gemte på en nærmest country-støvet, blå vokal fuld af dramatik. I afslutningssangen “Lydia” var der endog så meget stærk dame over hendes rå fraseringer, at bandet lød som garagerockere – altså bare med horn. Og med så meget trang til at udfordre grænserne, at selv dette umiddelbart ligefremme rocknummer gemte på en overraskende vending midtvejs.

Der kan være langt mellem snapsene på Pavilion Junior, men Le Fiasko var i den grad en vital og interessant overraskelse.
(MA)

Karakter:  

The River Phoenix, 01.07.08, 18.00, Pavilion Junior
For at gøre det klart med det samme, så er The River Phoenix ikke ligefrem denne anmelders kop te. Eller øl. Indholdet i koppen var i hvert fald på mange måder lunkent på Campingscenen, da det tidligere Softporn leverede tre kvarters goter-rock med en attitude, der på mange måder var svært udansk. Forsanger Kristian Kristensen har muligvis nok ikke Danmarks mest prangende vokal, men til gengæld kan man ikke revse mandens tilstedeværelse på scenen. Både han og resten af bandet havde med simple virkemidler (flagrende hænder, skrig mod himlen og utallige breaks) fuld kontrol over de overraskende medlevende tilskuere. Hvilket tilsyneladende overvældede eksil-bornholmerne på scenen en smule. Bevares, de lagde også hårdt ud med semi-hittet “I’m USA, You’re Canada”, der buldrede tværs igennem de første rækker tilskuere, og hurtigt trak flere til. Men koncertens momentum trak desværre den anden vej.

Foto: Tania Gibson, Liveshot.dk

Det er svært ikke at hive bands som Placebo og Muse ind som en oplagt referenceramme for The River Phoenix. Med en god del død i posen. Selve navnet er som bekendt en slet skjult hentydning til en afdød, amerikansk skuespiller, og Kristensen gjorde meget ud af at understrege de til tider svært sorte tekster med både sin mimik og sin gestik. Det blev bare meget hurtigt for meget, for fjollet og fjernede fokus fra musikken. Hvilket altid er en skam. The River Phoenix har en lang fortid sammen, og flere af numrene demonstrerede en melodisk tæft, som kun få danske bands kan matche. Det er sværere, end man tror, at kombinere pophooks med den tungrock, som musikken fra scenen ofte kammede over i. Og det var meget tydeligt, at The River Phoenix virkede som band. At have tre guitarer på lydsiden samtidigt kan være helt, helt katastrofalt, men bassist Nikolaj Wichmann var en samlende kraft, der dirigerede det småskizofrene lydbillede i den rigtige retning gang efter gang. Ham kan de være godt tilfredse med i bandet.

Som anmelder må man vel nogle gange vurdere et band, man egentlig ikke bryder sig om, ud fra de virkemidler og de mål, de lader til at forfølge. Og The River Phoenix er dæleme gode til det, de gør. Og hvis målet er, at man skal indhente en stor fanskare i de mere gotiske hjørner af det danske efterskoleliv, er de godt på vej. Musikken er nærmest skræddersyet til det, der er sturm und drang på scenen, og i Kristian Kristensen har de en frontmand, der tilsyneladende deler vandene. For der var tydeligvis mange, der ikke delte denne anmelders irritation over de utallige håndtegn og råb fra den kant. Og pæn er han. Kort sagt: The River Phoenix kan meget let komme til at sælge spandevis af plader. Jeg tror bare næppe, at jeg vil købe dem.
(SJ)

Karakter:  

Leave a Reply