Interview

The Notwist – umiddelbarhed i slowmotion

Skrevet af Mikkel Arre

I 2002 blev den tyske trio bannerførere for den fremspirende indietronica-genre. Og så gik der ellers hele seks år, før The Notwist igen lod høre fra sig. Det kunne ikke gå stærkere, fortæller Martin Gretschmann om bandets langsommelige arbejdsproces.

Tyske The Notwist har ry for at være om ikke pressesky, så i hvert fald ikke videre entusiastiske omkring kontakten med alverdens musikmedier. Umiddelbart virker den ene tredjedel af bandet, programmøren Martin Gretschmann, da også til at have mere lyst til at sidde ude i Roskilde-solskinnet sammen med sine bandkolleger, og hans svar er korte, usammenhængende og nærmest ugidelige.

Eller sådan fremstår de til en start. Men efterhånden som interviewet skrider fremad, viser det sig, at Gretschmann har brug for tid til at vende og dreje spørgsmålene for at kunne nå frem til svar, han selv er tilfreds med.
Eksempelvis snakker han i første omgang udenom for at undgå at besvare, hvad der kendetegner en Notwist-sang sammenlignet med de sange, de tre medlemmer skriver til deres øvrige projekter: Lali Puna, Ms. John Soda, Tied & Tickled Trio og Gretschmanns eget alter ego, Console.

Men nogle minutter senere afrunder han en længere redegørelse for bandets måde at arbejde på med at konstatere, at netop arbejdsprocessen er dét, der adskiller Notwist-sangene fra resten. “Når du har arbejdet to år på en plade og har lyttet 1.000 gange til hver enkelt sang, så ved du virkelig, hvilke sange der er gode nok til at være Notwist-sange. Hvis du kan lytte to år i træk uden at komme til at kede dig, har sangen noget af det rigtige i sig.”

En to år lang jamsession
Det tager pr. definition The Notwist lang tid at blive færdige med deres plader. Gennembrudsalbummet Neon Golden fra 2002 var længe undervejs, og deres seneste album, The Devil, You + Me, der udkom i maj, krævede i omegnen af to års arbejde. Og sådan skal det bare være, forklarer Gretschmann.
“Først og fremmest har vi haft travlt med vores andre projekter. Når vi så er sammen i The Notwist, arbejder vi på den måde, at alt, vi har mulighed for at prøve, skal prøves af. Det tager ret lang tid. I vores andre bands har vi en helt anden tilgang. Tied & Tickled Trio kan indspille et album på fem dage. Det går slet ikke for os, bl.a. fordi det er afgørende for os, at vi løbende kan holde pauser undervejs. Vi indspiller syv eller 10 dage i træk, og så er vi hver for sig i to uger. Vi har brug for den tid til at arbejde på sangene på egen hånd – og til at lytte igen og igen og igen.”

Gretschmann erkender, at den langsommelige arbejdsproces kan have sine omkostninger, når det kommer til musikkens umiddelbarhed. Så tænker han lidt længere og moderer sit svar.
“Der er en risiko ved at arbejde sådan, men på en eller anden måde er der også noget legende over vores tid i studiet, fordi vi eksperimenterer så meget som muligt,” siger Gretschmann. “Eksperimenterne gør, at musikken alligevel opstår direkte og intuitivt. Man kan sige, at vores pladeindspilninger er en jamsession strakt ud over to år. Der er umiddelbarhed, men i slowmotion.”

At det kan være udmarvende at arbejde så længe for at nå frem til tre kvarters musik, lægger Martin Gretschmann ikke skjul på.
“Det er vanskeligt for os alle tre, men måske mest for mig. Når jeg er i gang med noget, kan jeg blive ved 20 timer uden afbrydelser, fordi jeg gerne vil være færdig. Jeg bryder mig ikke om, at ting tager lang tid, fordi det er umuligt at renset hovedet, så der bliver plads til andre ting.”
– Overraskede det dig så, at du var nødt til at arbejde så langsomt, da du kom med i The Notwist?
“Ja, det gjorde det måske,” siger han og holder en kort pause, inden han gør sætningen færdig: “Men egentlig går alting så langsomt i bandet, at det er svært at blive decideret overrasket af noget.”

Deltag i debat