Nyheder

Xiu Xiu tilbage til Danmark i oktober

Mens Undertoner-redaktionen har vadet rundt i tunge skyer af festivalstøv og -støj, er der dukket spændende nyheder op på koncertfronten. En af dem er, at det californiske (men meget lidt stranddrengede) band Xiu Xiu vender tilbage til Danmark til efteråret.

I maj spillede Jamie Stewart og hans tre bandkolleger en ret så glimrende koncert under Pop Revo-festivalen i Århus. Koncerten led dog lidt under, at en ganske betragtelig del af de fremmødte tydeligvis ikke var kommet for at høre Xiu Xiu – og altså heller ikke for at være stille, mens bandet spillede.

19. oktober bliver der mulighed for en mere fortættet oplevelse med bandet. Her spiller de nemlig på Loppen i København.

Der er nok en pæn sandsynlighed for, at de spiller “I Do What I Want When I Want”, førstesinglen fra 2008-albummet Women as Lovers. Det er nok (desværre) knap så sandsynligt, at de hooker op med Jay-Z. Heldigvis er der nogle, der har givet dem en hjælpende hånd.

Deltag i debat