Koncerter

Beatday 08, 09.08.08, Docken, København

Sidste år så hovedstadens egen festival, Beatday, for første gang dagens lys og blev med sit stjernespækkede todagesprogram en stor succes. 2008-versionen afholdtes i weekenden, og den indiedominerede lørdag var bestemt billetprisen værd. (11.08.08)Sidste år så hovedstadens egen festival, Beatday, for første gang dagens lys og blev med sit stjernespækkede todagesprogram en stor succes. 2008-versionen afholdtes i weekenden, og den indiedominerede lørdag var bestemt billetprisen værd.

Blue Foundation
Dikotomier – parvise modsætninger – siges i den litterære verden at være det konfliktskabende element i en tekst. Konflikt fører til dynamik, og en fortælling opstår. Kan en tilsvarende model bruges om musik? Ved lørdagens åbningskoncert var modsætningerne i hvert fald en vigtig drivkraft.

Blue Foundation er en noget sammensat størrelse. Bandet består af seks medlemmer fra tre forskellige lande og er åbensindede nok til at rumme både afrohår, smalle solbriller, jakkesæt, bare fødder og løse gevandter. Lørdag eftermiddag lignede de mest af alt et indslag på Woodstock med Pet Shop Boys som gæsteoptræden.

Det noget skizofrene udtryk viste sig alligevel at være overordentlig passende til Blue Foundations sammensmeltning af shoegazer, elektronik og rendyrket pop. Med en flagrende og gestikulerende Kirstine Stubbe i front var fokus sat på det poppede, mens de øvrige bandmedlemmer stod for at opretholde et støjtæppe af vekslende tykkelse og karakter, hvor trompet, elektronik og tamburin var med til at puste yderligere liv i lydbilledet.

Til tider holdt vokalen inde for en stund, og bandet lod den rene lydmur få overtaget – en fin variation i den ellers hitbesatte setliste, der hovedsageligt bestod af indslag fra sidste års Life of a Ghost. Særligt vellykket var “Eyes on Fire”, hvor Stubbes vokal fik et virkningsfuldt modspil af MC Jabber, der også stod for at oversætte en af de helt igennem imponerende elektroniske peptalks, som især var Blue Foundations varemærke på Sweep of Days fra 2004. Alt i alt lykkedes det bandet at få de mange forskelligartede elementer til at gå op i en højere enhed og få skudt lørdagens koncertprogram i gang på fornem vis.

Karakter:  

Mercury Rev
Tilskuer 1: »Har han røget sig selv fuldstændig i hegnet?«
Tilskuer 2: »Nej, sådan er han vist bare.«

For dem, der lørdag oplevede Mercury Rev for første gang, skulle forsanger Jonathan Donahues fremtræden lige tygges på et øjeblik. På scenen stod, sad, lå, kravlede og fløj(!) Donahue sig gennem den fem kvarter lange koncert med et blik, der konstant balancerede på grænsen af “jeg elsker jer alle sammen” og “nu kommer jeg og æder jer!”. Eftersom Mercury Revs tekster mestendels omhandler bier, blomster, kærlighed og en verden så smuk, som var den skabt af Walt Disney, ville en for selvhøjtidelig attitude kunne gøre affæren en anelse kvalm. Nok var det en anelse vanvittigt at overvære, men på intet tidspunkt blev det uengageret eller ligegyldigt.

Med kun fem kvarter til rådighed var det ikke nogen let opgave at få alt det bedste fra bagkataloget med og samtidig give publikum en forsmag på det kommende efterårs to udgivelser, Snowflake Midnight og mp3-albummet Strange Attractor. Det nye materiale måtte da også så godt som fuldstændig vige for gamle kendinge, der især stammede fra diskografiens højdepunkt, Deserter’s Songs. Det er ikke nemt at fremhæve højdepunkter i en sådan hit-på-hit-konstellation, men især “Holes”, “Opus 40”, “The Funny Bird” og “Goddess on a Hiway” blev fremført med stor indlevelse fra hele orkesteret.

Røgmaskinen var på overarbejde gennem hel koncerten, hvilket især var effektfuldt under “The Dark Is Rising”. Her gik lys, røg, lyd og Donahues guddommelige gestikuleren op i en højere enhed, og resultatet mindede mest af alt om troldmanden i Fantasia, der dikterer en storslået og dramatisk solnedgang.

Man kunne måske have ønsket et lidt større indblik i, hvad den musikalske fremtid vil bringe for Mercury Rev, men efter aftenens energiudladning var der ikke meget andet at gøre end at bukke, takke og konstatere, at de grånende herrer på ingen måde er ved at falde af på den.

Karakter:  

Leave a Reply