Plader

The Disciplines: Smoking Kills

Skrevet af Martin Thimes

Norske Briskeby uden sangerinden, men med Posies-guitarist og -sanger Ken Stringfellow i front? Det er en virkelig god idé, for resultatet er en sexet rockplade. Ikke mere. Men definitivt heller ikke mindre.

Historien om The Disciplines involverer et tilfældigt møde til en MTV-fest, en stak Posies-sange og tre svært begejstrede nordmænd. Men hvordan de tre medlemmer af Briskeby egentlig endte med at danne band med Ken Stringfellow er ret ligegyldigt. Det vigtige er resultatet af mødet. Smoking Kills er så umiddelbart fængende og medrivende, at selv powerpop-puritanere nødvendigvis får sig en ny yndlingsplade at drikke pilsnere til.

Udgangspunktet er sange på mindre end tre minutter skåret efter nogenlunde samme skabelon, som powerpop-orkestre har gjort det siden starten af 1970’erne. Lyden er lige dele poppet beat og mildt svulstig radiorock. The Disciplines tilføjer bare et lille skud bøllerock. Især på den første halvdel af pladen får bandet raset ud.

“Yours for the Taking” er desværre ikke den stærkeste åbner i musikhistorien. Mindre kan også gøre det. Energien er der, men lydbilledet for overstyret i verset, og det skæmmer en ellers fremragende melodi. Guitarerne tager styringen, men formår ikke at tilføje andet end simpel fremdrift.

Så er der straks mere format over “Wrong Lane”, hvor omkvædet får lov til at stå klart i billedet med et garagerocket bagtæppe, der farver udsynet i alle slags sommerlige toner. Nummeret har samme kvalitet som Queens of The Stone Age anno Songs for the Deaf; det er perfekt musik, når bilen skal tilbagelægge mere end en tur til nærmeste Ikea.

At klassiske powerpop-bands som Big Star, Raspberries og The Scruffs kunne (og stadig kan) finde ud af at skrive lige-ud-af-landevejen rocksange, har heldigvis aldrig holdt dem fra også at skrive ballader. Det er ikke gået den norsk-amerikanske alliance forbi. The Disciplines varmer op på “There’s a Law”. En flig af sensibilitet dukker op og får et ellers kontant spillet rocknummer til langsomt at folde sig ud. Det er Ken Stringfellows næsten overgearede vibrato, der løfter sidste del af sangen.

“Oslo” kunne snildt have været at finde på en Posies-plade i midten af 1990’erne. Guitarerne jangler og skramler af sted i et roligt tempo, og Stringfellows vokal får fint modspil af de pop-udlærte nordmænd. Sammen har de forstået at klemme en sang igennem popskabelonen, som de i fællesskab forsøger at skjule bag lidt guitarattitude.”Oslo” er så klichéspændt, at den næsten brister. Men også kun næsten. “Like So Many Times Before” er mere saftspændt, men alligevel formår Ken Stringfellow at holde bandet nede, så det fremragende omkvæd får rum at udfolde sig på. Det er så tilpas skramlet og sødmefuldt, at det snildt kunne have været et glemt nummer fra midt-70’erne.

De gode takter slutter med “No Vacancy”, der skubber lidt til tempoet, men aldrig formår at hæve sig til samme tempo som pladens højdepunkter. I alt 31 minutter varer debuten, og selv om bandmedlemmernes fortid får det til at lugte langt væk af fritidsband, har The Disciplines formået at finpudse udtrykket. Pladen er til tider lidt ujævn, men udgangspunktet, den stærke melodi, er så godt, at det lykkedes at tilføje en halvglemt genre lidt nyt blod. Godt nok tappet fra gamle kroppe, men alligevel forfriskende.

★★★★☆☆

Deltag i debat