Nyheder

Gang Gang Dance namedropper irsk helgeninde

Skt. Dymphna var en pige fra 600-tallets Irland, der blev helgenkåret efter en svært uheldig episode med sin far. Hendes mor døde, og da faren ikke kunne finde sig en ny kone, kastede han sin kærlighed på Dymphna, der havde arvet sin mors udseende. Datteren var ikke helt med på idéen og flygtede til Belgien (af alle steder), hvor faren opsporede hende og insisterede på sit forehavende. Han fik endnu et nej – og huggede i vrede hovedet af Dymphna.

Her cirka 1400 år senere indgår hun i titlen på det stærkt eklektiske newyorkerband Gang Gang Dances fjerde fuldlængdealbum. Saint Dymphna udkommer 20. oktober og er kvartettens første plade på det tidligere så ærefrygtindgydende label Warp.

Optakten til albumudgivelsen har været næsten lige så dramatisk for Gang Gang Dance som historien, der har lagt grund til albumtitlen. For en måned siden blev et af medlemmerne nemlig skudt, men han har det ifølge bandets MySpace-blog fint.

På selv samme Myspace-side kan man i øvrigt høre et remix af førstesinglen “House Jam” udført af Spank Rock-produceren XXXchange.

Deltag i debat