Plader

Girls Love Rallie: Les Chansons Terribles

Skrevet af Jannik Lyhne

Manden, som kalder sig Rallie, og som tidligere har været med i gruppen My Friend George, kommer med sit soloalbum, og pigerne er tilsyneladende helt vilde med det. Så ensomme drenge kan godt begynde at finde guitaren frem og skrive charmerende, men noget ordinære popsange.

Det er aldrig sjovt at tabe i fodbold, og slet ikke når det er til svenskerne. Og når det oven i købet resulterer i, at de kommer til en stor slutrunde på vores bekostning, er det næsten ubærligt. Men nu ser det ud til, at Brian & co. har iværksat en plan, som skal genrejse vores nationale stolthed. Der er sat et kapløb ind for at indhente svenskerne på to discipliner, hvor de historisk set har været os overlegne. Tennis-slaget er snart vundet, og nu skal det næste udkæmpes i den ædle disciplin indiepop.

Svenskerne har altid tilhørt den internationale elite, når det gælder charmerende og naiv popmusik, mens det oftere har haltet på den danske side. Det skal være anderledes nu. Og selv om det i første omgang er et lille bekendtskab, som kun udkommer i 100 eksemplarer på danske Sopa Records, er det beundringsværdigt, at nogen tager kampen op mod svenskerne.

Girls Love Rallie er et soloprojekt fra Rasmus Hald Jensen, tidligere en tredjedel af My Friend George. Han får hjælp af bl.a. 1 2 3 4-frontmanden Rune Hedeman og Figurines-forsangeren Christian Hjelm. Sammen har de skabt et album, som passer perfekt til sommervarmen. Små sommerlige surf-riffs blander sig med luftige akkorder fra den akustiske guitar, og med skæv vokal og velklingende melodier får Rallie spillet sig igennem 11 sange på godt og vel 30 minutter. Det er musik af den slags, som ikke tager sig selv alt for seriøst, bedst illustreret ved Kermit-coveret “Being Green” (ja, den Kermit!).

Numrene fordeler sig i to kategorier. Den første, og mest dominerende, kategori er lige-ud-ad-landevejen akustisk pop, mest af alt inspireret af den amerikanske lofi-tradition. Numrene er omgivet af en varm og spontan stemning, som var de hevet direkte ud af ærmet og opstået i samme moment, som pladen begyndte at snurre. Det er her, man kan mærke, at Rallie er i sit es og befinder sig bedst. Der bliver hurtigt leveret smittende melodier, hvor særligt “Picture of Odd”, “The Kandy Eel” og coveret “Ants on a Log” udmærker sig. Sange, som med fordel kunne smides på et godt sommer-mixtape.

Men i længden bevæger sangene sig i den mere jævne ende af indiepop-skalaen. Og hvis vi skal sammenligne os med svenskerne, så besidder de en håndfuld navne, som behersker disse lette popsange på en mere overbevisende facon. Og der er stadig et stykke vej op til navne som eksempelvis Jens Lekman og Pelle Carlberg. 1-0 til svenskerne.

Så er der den anden del af numrene, hvor Rallie giver sig ud i en flirt med elektroniske hjælpemidler. Her kommer sangsnedkeren ud på dybere vand. Sangene bliver ikke decideret dårligere, men problemet med de elektroniske indslag er, at de for sjældent bidrager med noget, hverken til melodi eller stemning, og man savner hurtigt den varme guitarstemning. Og svenskerne har igen bl.a. Club 8 til at lære os, hvordan den slags skal tackles. 2-0 til svenskerne.

Og inden det skal ende med 3-0 og store skandaler igen, må vi blot erkende, at der stadig er et stykke vej for op nå op på siden af brødrene mod øst. Og selv om vi er på vej til at overhale dem i deres glansdisciplin, tennis, så er musikscenen stadig så ulige som en kamp mellem Kenneth Carlsen og Björn Borg.

Det hele skal dog ikke ende i en lovprisning af svenskerne, for Rallie fortjener stor kredit for sin alsidighed. Det kan godt være, at han er overmatchet i de enkelte discipliner, men han formår alligevel at komme omkring så mange forskellige stilarter, at albummet aldrig bliver kedeligt. Og bortset fra en enkelt helkikser med nummeret “The Squirrel & the Pine-cone”, hvor Rallies uslebne vokal har svært ved at holde de store armbevægelser i skak, slipper han hæderligt fra det hele. Derfor er der håb for fremtiden, og med en smule mere skarphed i melodierne næste gang er den ved at være der, men indtil videre er Girls Love Rallie blot et bekendtskab i den fornøjelige, men lidt lette ende.

★★★☆☆☆

Deltag i debat