Plader

Micah P. Hinson: Micah P. Hinson and the Red Empire Orchestra

Tredje gang er hverken lykkens eller katastrofens gang. Micah P. Hinson har endnu en gang udgivet en glimrende plade, og han forsøger sågar at udvikle sit udtryk. Det lyder desværre som et lidt uafklaret projekt, og det må man tage til takke med. Hvilket heldigvis er ganske let at leve med.

Det lyder næsten skødesløst og kejtet, når texaneren Micah P. Hinson serverer sine 11 nye sange uden umiddelbart at kere sig om teknisk ekvilibrisme eller raffinerede elementer. Men man skal ikke tage fejl af den tilbagelænede stil, som Hinson lægger for dagen på … and the Red Empire Orchestra, for han er en temmelig selvbevidst sangskriver, der formår at få noget svært til at lyde indlysende og legende let. Den indledende, lofi-skramlede “Come Home Quickly, Darlin´” lefler i al sin enkelhed ikke for nogen, men man er ikke i tvivl om, at kærlighedsbudskabet er en fjern, men dragende ledestjerne.

Hinson befinder sig stadig i et yderst fortættet og intimt rum – et sted, der omkranser hans inderste, og det nøgne og intime får masser af plads. Hinson søger som på sine to foregående fuldlængdeplader, … and the Gospel of Progress og … and the Opera Circuit, noget uforklarligt lindrende via et klart og enkelt lydunivers, der arbejder med repetitioner og blottede udtryk, som gentages og forstærkes. Det er gennemarbejdede skitser, som dog sagtens kunne klare langt større og fyldigere arrangementer, men Hinson fylder i stedet op med det emotionelle, og det har en meget langtidsholdbar virkning.

På album nr. tre sniger der sig alligevel noget storladent og nærmest svulstigt ind i form af “The Fire Came Up To My Knees”, og man aner en næsten Nick Cave-agtig vrede i “You Will Find Me”. Der skal dog ikke herske tvivl om, at Hinson trives bedst blandt de mere tungsindige musiske former, og pladen er da også fyldt med indlevende vokal og relative enkle kompositioner, der ledsages af guitar, banjo, tromme og strygere.

Når man lægger øre til pladen, bliver man undervejs hverken helt overbevist eller afvisende. Man afventer stille og roligt pladens udvikling, og man skal helt hen til de afsluttende numre såsom den stille, men buldrende “The Wishing Well and the Willow Tree” og den smukke afslutter “Dyin’ Alone” for at blive overbevist om pladens kvaliteter. Det er hér, Hinson rammer så rent og klart, at man fornemmer, at her er en mand, der godt nok har haft sine kriser, men alligevel formår at rumme både smerten og håbet.

Det er prisværdigt, at Hinson forsøger sig med et par beherskede chancer i form af det mere pompøse, og det er helt sikkert med til at udvikle det musikalske udtryk fremover, men der er ikke bygget en helt stabil bro mellem elementerne, og manden står stadig lidt med et ben i hver lejr. Der er ingen tvivl om, at Hinson har vægten på det melankolske, men pladen svajer et par steder lidt usikkert og uafklaret.

Micah P.Hinson er dog helt sikkert på rette vej, og … and the Red Empire Orchestra er ikke bare et skridt på vejen. Det er en rigtig god americana-inspireret plade, der indeholder masser af lyttemæssig kvalitet.

★★★★½☆

Leave a Reply