Plader

Howlin’ Rain: Magnificent Fiend

Skrevet af Mikkel Mortensen

Den tidligere Comets on Fire-frontmand Ethan Miller har med Howlin’ Rains andet album gjort sit retrorockende sideprojekt til sin førsteprioritet. Det er så afgjort ikke nogen dårlig ide, for Magnificent Fiend er ganske glimrende.

Det er ikke svært at forstå, at amerikanske Ethan Miller ved siden af sin tjans som frontmand i det hårdt rockende, psykedeliske rockband Comets on Fire fik lyst til at lave musik, der var en smule mere melodisk end Comets on Fire-materialet. Det var denne lyst kombineret med en begejstring for den west-coast-rock, han voksede op med, der fik ham til at danne Howlin’ Rain i 2004. Det blev til et selvbetitlet debutalbum i 2006, der bl.a. kastede en supporttjans hos Queens of the Stone Age af sig.

Herefter sendte Miller Comets on Fire i dvale for at fokusere 100 % på Howlin’ Rain, og fra et karrieremæssigt synspunkt kan det sagtens forstås, når nu superproduceren Rick Rubin blev så begejstret for bandet, at han signede dem til sit American Recordings. Nu kommer så bandets andet album, Magnificent Fiend, hvor besætningen er udvidet fra en trio til en sekstet.

Denne bandudvidelse høres mest af alt ved, at der på Magnificent Fiend er kommet et ordentligt skud keyboard ind i lydbilledet. Dette skal dog ikke betyde, at bandets lyd på nogen måde er blevet moderne, for disse keyboards lyder oldgamle, analoge og støvede og passer dermed glimrende ind i bandets soniske fremtræden. Dette kan man forvisse sig om i albummets første reelle sang, “Dancers at the End of Time”, hvor Ethan Miller skriger lungerne ud med sin raspende sandpapirsstemme, mens han lukker op for et fuldfedt, sløset guitargroove, som de fuzzede keyboards kun forstærker.

Det gør de også i den superfunky “Goodbye Ruby” (bl.a. i selskab med læssevis af blæsere), hvor Miller fyrer op for en elegant omgang funkguitar, før han jokker på distortionpedalen og hamrer sig igennem endnu en enorm jamsession af en rocksang, hvor hans stemme som altid lyder, som om den synger på sidste vers.

Bedst er Howlin’ Rain dog i den afdæmpede og gospelinfluerede “Lord Have Mercy”. Sangen når sit sublime klimaks i de sidste 2½ minut, hvor gospeltendenserne træder helt frem i lydbilledet, mens Ethan Miller indtrængende gentager: »Lord, he has my number / Under the thunder / In his hands.« Pludselig får han støtte af et gigantisk gospelkor, der kun får sangen til at føles endnu mere som den retrorockende salme, den i virkeligheden er.

Det er ikke meget på Magnificent Fiend, der falder igennem. Dog er der ikke meget at komme efter i balladen “Nomads”, hvor Ethan Miller og co. ikke får ramt den melodiske nerve, der får størstedelen af Magnificent Fiend til at fungere.

På trods af de få kritikpunkter kommer Magnificent Fiend dog ikke over fire U’er, og det skyldes manglende dybde i musikken. Albummet rocker – og rykker – pænt meget, men der mangler en ekstra dimension i musikken for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Så indtil videre er Howlin’ Rain “bare” en underholdende og for det meste ganske medrivende omgang retrorock, der nok vil kunne tilfredsstille de fleste med hang til den slags – og det er bestemt ikke noget at kimse af.

★★★★☆☆

Deltag i debat