Koncerter

Iron and Wine, 07.08.08, Store Vega, København

[Anne Klitten Andersen]En nylig startet Europa-turné bragte torsdag aften Sam Beam, med det mere velkendte alias-band Iron and Wine, til Store Vega i København. En aften i selskab med den melodiske “præriepoet” var om nogen en smuk og tonemættet en af slagsen.(08.08.08)En nylig startet Europa-turné bragte torsdag aften Sam Beam, med det mere velkendte alias-band Iron and Wine, til Store Vega i København. En aften i selskab med den melodiske “præriepoet” var om nogen en smuk og tonemættet en af slagsen.

Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Da manden bag Iron and Wine, Sam Beam, torsdag aften gæstede København havde han som forventet konstelleret en all-star oktet med bl.a. vennerne fra Calexico, Lambchop, Red Red Meat, Califone og Chicago Underground Duo/Trio/Quartet m.fl. Beam selv traskede roligt ind på scenen, uden det store ståhej, og vinkede genert til sit allerede dedikerede publikum. En intim stemning blev sikkert undfanget med åbneren “Woman King”, som vidnede om den alsidighed, Iron and Wine repræsenterer inden for sin genre. Siden lofi-debuten i 2002 The Cradle Drank the Creek har Beam flittigt trakteret musikscenen med en blanding af lofi, americana, folk, blues og singer/songwriter til fans og anmelderes taknemmelighed.

Det syv mand høje band bag frontmanden opererede kærligt og meget koncentreret på deres forskellige instrumenter, og man kunne med det samme mærke passionen og en kælenhed for hver lille lyd, der blev sendt varsomt ud over scenekanten. Al hang til stringent perfektion blev dog overdøvet af den rare og uhøjtidelige stemning, der spredes i Sam Beams skæggede selskab.

Med sumpede hammondorgel-ballader gled sættet over i sangene fra det kritikerroste album, The Sheperd’s Dog fra sidste år, i overbevisende instrumentale overgange. Hver en lille detalje havde rum til udtryk og komplimenterede den næste. Jungle-agtige rytmer, der netop er meget udtalte på den seneste plade, var med til at løfte musikken lidt op over de mere roligere numre fra de foregående albums. Førstesinglen “Boy with a Coin” fik det akademikertunge lokale til at vippe i takt, efterfulgt af mere anonyme feel-good numre. Der blev dog skruet ned for rytmerne til den melankolsk-melodiske “Carousel”, hvor man virkelig kunne høre den poesi, der kendetegner alle Iron and Wines numre og gør dem til noget helt specielt.

Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Bandet var skarpt, og det meste af tiden havde alle musikerne en vigtig rolle, hvilket skabte god balance på scenen. Fra frontmanden hørte man kun pletvise “Uh! It’s hot” og “How ya’ll going?” efterfulgt af venlige smil, der vidnede om, at han var glad for, at det tilfredse publikum var der. Folk blev endnu gladere, da det hele fortsatte og ændrede sig til rendyrket blues med “The Devil Never Sleeps”. Musikken bredte sig ud i en Pink Floyd’sk lydlomme med en imponerende pedal steel-solo. Ørene blev konstant udfordret i et virvar af klokker, claves, xylofon, percussion og violin i konsekvent vellyd, der kun kunne mætte hjertet.

Den centrale, bløde Beam’ske fortællerstemme var akompagneret af søsteren Sarah Beam, på konstant andenstemme. Som Sam Beam stod der, med sit vilde skæg, kunne jeg ikke bestemme mig for, om han lignede en sørgmodig nisse, der havde mistet sin hue, eller en lidt buttet udgave af Jesus. Et øjeblik følte jeg i hvert fald, at det hele blev lidt for helligt og fik lyst til at ruske lidt rock’n’roll ind i stemningen. Dog kun et øjeblik, for den musikalske skarphed og vægtfordelingen i sættet fik igen min opmærksomhed, da tonerne fra “Pagan Angels and a Borrowed Car” overbevisende swingede ud af højtalerne. Samme sang sluttede i en konklusion af forskellige miniballader, inden bandet gik af og overlod scenen til Beam.

Beam sluttede af med to akkustiske ballader og med et fast greb om sidste akkord i “The Trapeze Swinger” strøj han os blidt over kinden med sin sidste strofe, »please remember me,« inden han vinkede på samme måde, som da han kom ind. Vi var overladt til en fin erindring om en rar aften i Store Vega, hvor vi blev inviteret dybt ned i intimitetens musikalske kroge, og fik lov at ride oppe på rytmernes overfladiske bølger.

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Iron and Wine: The Sheperd’s Dog
Iron and Wine: Our Endless Numbered Days
Iron and Wine/Calexico: In the Reins

Karakter:  

Deltag i debat