Plader

Khale: Sleepworks

Skrevet af Mikkel Arre

Amerikanske Khales debutalbum er noget så paradoksalt som en fin plade, der ikke rigtig kan tåle at blive nærlyttet. Hver for sig er de lavmælte numre ikke noget særligt, men som samlet helhed er Sleepworks en sonisk parallel til støvregn på en sommerdag: mild, venlig og forfriskende på en sært døsig måde.

På coveret er solen er ved at gå ned i et hav af blodappelsinjuice, og det siger en del om lydbilledet på Khales debutalbum Sleepworks. Sangeren og sangskriveren Kael Smith og hans to venner har nemlig skabt et album, der snildt kunne være indspillet i hede, søvnløse sommernætter efter intens og længselsfuld spejden ud mod rødmende solnedgange. Det enkle, underspillede lydunivers gennemstrømmes af en umiskendelig varme, men også en vis melankoli.

Det mest markante ved albummet er imidlertid, at det ligesom er svøbt i en dis (og reelt set er ‘markant’ altså ikke noget velvalgt ord). Egentlig står både klaveret og de akustiske guitarer, der skiftes til at levere melodilinjerne, klart i lydbilledet, men alligevel er der intet, der griber fat i én. Tværtimod opfordrer Smiths vokalføring, der sine steder giver indtryk, at han snarere ånder end synger, og den simple, men effektive brug af lag-på-lag af lavmælt vokal til, at lytteren skal lade sine tanker flyde.

Albummet lægger altså klart mest op til ekstensiv lytning, men hist og her er der enkelte elementer, der sætter sig fast. Åbningsmomentet, hvor Smiths blide vokal står helt alene med et nøgent klaver, der er klædt i en rumklang a la en halvtom villa, er så yndefuldt, at det altid er en fornøjelse at sætte pladen i gang. Også de øjeblikke, hvor sfæriske ah-ah-vokaler giver titelnummerets afslutning en fin fylde, er stærke.

Men generelt står pladen sig bedst ved ikke at blive nærlyttet. De små søde klaverlinjer og guitarmelodier er fine, og Smiths vokalmelodier er også ganske kønne, men hver for sig har numrene svært ved at hæve sig synderligt op over alle mulige andre indietronica-kunstneres produktion fra de seneste 10 år. Og det er i al fald helt i skoven, når Khales pladeselskab hævder at høre paralleller til bands som múm og Efterklang.

Khale spiller nemlig slet ikke på dén bane. Musikken er ikke rigt ornamenteret med alskens instrumenter eller rytmiske finurligheder. Smith og hans to hjælpere har i stedet antennerne rettet mod dvælende dronepoppere som American Analog Set (Smiths vokal er heller ikke ulig Andrew Kennys), og til tider løber der en nærmest shoegazer-agtig understrøm i musikken takket være de snurrende, susende synths, der især i sidste halvdel af pladen ligger i bunden af lydbilledet.

Det virker lidt sært at være overvejende begejstret for et album, der på sin egen lavmælte måde skriger på ikke at blive lyttet til. Man kan se sådan på det, at Khale får meget svært ved at fange nogen fans med så tilbagetrukken musik – men når Sleepworks kører omme i baggrunden, er det vanskeligt ikke at være veltilpas.

★★★★☆☆

Lyt til “Assemble the Meal”:
[audio:http://www.ownrecords.com/mp3s/Khale_AssembleTheMeal.mp3]

Deltag i debat