Plader

Daniel Lanois: Here Is What Is

Skrevet af Sandra Boss Permin

80’ernes producerikon og manden bag nogle af de største kunstneriske popalbums i nyere tid har med Here Is What Is valgt at efterfølge 2003-succesen Shine med en ordentlig omgang tom luft, lommefilosofiske samtaler og svævende pedalsteelguitarsovs.

Måske skulle man have set den dokumentarfilm, som ligger til grund for Daniel Lanois’ nyeste album, der bærer den noget konstaterende og indiskutable titel Here Is What Is. For selv om titlen indikerer, at produceren, musikeren og sangskriveren Daniel Lanois viser alt, hvad han unægteligt har at vise, sidder lytteren tilbage med en utaknemmelig følelse af, at tonerne kun fungerer sammen med de billeder, de er ment som akkompagnement til.

For Here Is What Is er et soundtrack til en film af samme navn, som kunstneren Lanois har lavet om sig selv på jagt efter kunstens mening. Intet mindre. I filmen følger man efter sigende Daniel Lanois’ færden rundt i verden i et år, alt imens han snakker med blandt andre Brian Eno. Ud over at pladen består af den musik, der akkompagnerer filmens billeder, indeholder den også nogle af de filosofiske samtaler, som Lanois fører med sig selv og Brian Eno om kunst og musik.

Netop manglen på billeder får stor konsekvens for den musikalske modtagelse af Here Is What Is. En stor del af den musikalske oplevelse går nemlig hurtigt tabt, idet de svævende lydlandskaber og de lommefilosofiske snakke, hvor læresætninger som »der kan opstå smukke ting, der kommer ud af ingenting« og »det mindste frø kan blive til den smukkeste skov« fremkalder brækfornemmelser over den store kunstners moralske mission om at opdrage lytteren. De såkaldt “inspirerende” samtaler, som pressemeddelelsen titulerer den spøjse snak, kommer i stedet til at fremstå som et dække over en egentlig mangel på egenrådigt musikalsk budskab.

Den uforløste fornemmelse, som opstår som efterslæb til den i alt 18 numre lange plade, skyldes også, at albummets enkeltstående numre simpelthen er for svævende og udvandede. Selv gamle kendinge fra de tre storslåede album For the Beauty of Wynona, Acadie og Shine, som Lanois har valgt at medtage enten i nye versioner eller som lydtapeter på Here Is What Is, bliver frataget enhver form for selvstændighed, idet de enten bliver strakt for meget i tid eller overøset udsvævende harmonier og flydeakkorder.

Så selv om det burde være så godt som umuligt, og i hvert fald ulovligt, for en kunstner at ødelægge sine egne kompositioner, lykkes det Lanois at lægge et tykt omslag af tåge og dis over de ellers fortryllende kompositioner. Det sker blandt andet ved en overdreven brug af steelguitar, som Lanois ellers er kendt for at beherske til fuldkommenhed. Hertil kommer, at nye numre som f.eks. “Not Fighting Anymore” og den otte et halvt minut lange “Lovechild”, som starter ud som en gammel jazzstandard og ender i et pedalsteelguitar-helvede, opfordrer mere til cafésamtaler end dybe kunstneriske samtaler.

Skuffelsen over Here Is What Is fortjener dog at blive set i et større perspektiv. Hvem ved? Måske findes tonernes forløsning i filmen om den kunstneriske pop-troldmand. Hvem ved? I hvert fald er kompositionerne langt fra grelle – især ikke de gamle kendinge. Lanois er stadig en af vor tids største komponister inden for populærmusikken, hvilket ikke blot Brian Eno, Bob Dylan, Peter Gabriel og U2 kan skrive under på efter vellykkede samarbejder, der blandt andet har udmundet i U2’s The Joshua Tree og Gabriels Birdy. Så selvom Here Is What Is nok er ment som en rød tråd, der skal hefte ende på en lang karriere af storslået musikalsk arbejde, fremkalder pladen ikke desto mindre uimodståelig trang til at genopfriske kunstnerens bagkatalog, som har endnu mere at byde på.

★★★☆☆☆

Deltag i debat