Nyheder

Madlib udgiver hyldest til J Dilla

Madlib udgiver hyldest-album til J Dilla

Har du nogensinde hørt om J Dilla? Hvis du kan svare nej til det her spørgsmål, interesserer du dig højst sandsynligt ikke for hiphop, for siden produceren og rapperen J Dilla aka Jay Dee i 2006 døde i for tidlig en alder, er det svært at komme gennem en hiphop-koncert uden at høre et shout out til J Dilla.

Det er bestemt også fortjent, for han bragte nogle friske ideer ind på scenen og hele den opblomstrende Detroit-scene bygger på det fundament, han lagde med sin gruppe Slum Village.

Derfor virker det indlysende, at hans gode ven, og samarbejdspartner på det fantastiske Jaylib-album, nu laver et hyldest-album kun dedikeret til J Dilla. Det sker i Madlibs Beat Conducta-serie, som sidste gang tog udgangspunkt i en indisk pladesamling. Nu har han så slugt lyden fra J Dillas Donuts-album og har sammen med J. Rocc skabt en velfortjent hyldest til den afdøde rytmemager.

Selv om albummet først udkommer 28. oktober i fysisk form, kan man allerede nu via Stones Throws’ Online Store købe det i en lækker 320 kbps-lydkvalitet.

Det er dog næppe hyldesten, der afslutter alle hyldester.

Deltag i debat