Plader

Monotonix: Body Language

Skrevet af Martin Thimes

Når rygterne løber et band i forvejen, som det i den grad er tilfældet her, skal der meget til for at imponere. Det lykkedes ikke israelerne i Monotonix.

79. Det er antallet af gange, Ran Shimoni når at hamre på lilletrommen, før det går op for én, at israelske Monotonix’ debut-ep ikke er nogen musikalsk åbenbaring lig “Sheets of Easter”. For efter et hurtigt breakdown forsvinder den voldsomme energi så hurtigt, som den opstod.

De tre israelere i Monotonix besluttede sig for at omkalfatre fænomenet “rockkoncert” i Tel Aviv i 2005. Inden længe var det lykkedes dem at brænde alle broer med et udknaldet show bestående af lige dele banal rockmusik, akrobatik, ild og andre herligheder. Så rykkede de videre til Europa og USA for at gøre det samme. Og nu har de så en plade ude, der bærer så ustyrligt meget præg af at være spillet af et band, der gør sig bedst på en scene – eller nok nærmere i nærheden af én – at selv ellers fine momenter i løbet af de lidt over 23 minutter, ep’en varer, bare giver en lyst til at se lidt flere videoer fra bandets koncerter i stedet.

“Summers and Autumns” er generisk et-to-tre-fire-røvballerock uden snert af nerve og nødvendighed. Det er lige dele dårlige Sabbath-riffs og uinspirerede grunge-manøvrer; en lofi-udgave af Ugly Kid Joe. Eagles of Death Metal har haft held med noget lignende, men der er altså milevidt fra Ami Shalev, sanger i Monotonix, til Jesse Hughes’ lyse og sleske vokal.

Så er der heldigvis mere gods i titelnummeret, der svinger alene i kraft af Ram Shimonis elegante betontrommer. Guitaren maser sig frem fra baggrunden som en ligegyldig kliché i forhold til, og her optræder også et lille element af overraskelse. Spredte klavertoner blander sig nemlig med det monotone beat og opløser den fine sang i et mere kompakt støjende univers hen mod slutningen. Det er ep’ens klare højdepunkt.

Den sammenstyrtede “Deadly Weapon” ruller tungt uden at komme nogen vegne. Her når pladen sit lavpunkt i lyrisk ligegyldighed med den indledende linje »Oh deadly weapon, why you always change your mind? / It’s been a long time since you’ve treated me so unkind.« Halvt inde skifter nummeret karakter. Guitaren lyder pludselig som en bitter søn af en garagerocker fra 60’erne, men Ami Shalev ødelægger det hele med et komplet malplaceret manisk grinen. Monotonix formår end ikke på en ep med seks numre at holde fokus i deres sangskrivning. De ender alt for ofte med ligegyldige gimmicks, der helt sikkert fungerer live, men som kommer til at fremstå komiske og unødvendige, når man sidder hjemme i sin halvborgerlige stue og lytter.

Den afsluttende “On the Road” ændrer ikke på, at følelsen af at ville se bandet live er den eneste reaktion, denne udgivelse giver lytteren. De burde komme forbi og spille en koncert eller to. Det er jeg ret sikker på vil give noget mere mening end at bruge tid på at lytte til denne ep.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat