Plader

Mugison: Mugiboogie

Efter at have fokuseret på det elektroniske udtryk er Mugison gået tilbage i tiden. Den bærbare er gemt væk, og guitarer samt forstærkere er fundet frem fra gemmerne. Nu prøver han kræfter med bluesuniverset, der udsættes for hans egen personlige fortolkning. Det er ikke en succes.

Statistisk set er Island en anomali. Konstant kommer nye navne frem fra klippeøen mod nord, der skaber opmærksomhed, ikke bare i Skandinavien, men internationalt. Et land, der burde have en begrænset talentmasse, har fremelsket originale kunstnere som Sigur Rós, Björk, Sugarcubes og múm. Islandske bands har sjældent et samlende udtryk, men formår at inkorporere tendenser, lyde og stilarter fra hele verden, tilsat et specielt islandsk særpræg. Om det er opvæksten på en ø isoleret i Atlanterhavet eller et unikum i folkesjælen, der danner baggrund for udviklingen, kan ikke afgøres. I hvert fald fortsætter tendensen ufortrødent med Mugisons album Mugiboogie, der cementerer idéen om den kreative og alligevel umiskendeligt islandske særling.

På albummet forsøger han sig med sin egen personlige fortolkning af bluesuniverset, komplet med tekster om Jesus, ulykkelig kærlighed og kvinder med djævelske blikke i øjenkrogen. Det virker desværre en snert uvedkommende og ofte som et forsøg på at ramme en tone og genre, han blot har et overfladisk kendskab til.

Albummet er samtidig afvekslende, i en sådan grad at forvirringen hurtigt indtræffer, og sammenhængen forsvinder. “George Harrison” er en rolig, lettere psykedelisk hilsen til Beatles-ikonet, komplet med sitar og tekster om kærlighedens spirituelle aspekter. “I’m Allright” lyder som et spinkelt, heldigvis kortvarigt, forsøg udi black metal-genren, mens “The Animal” er en funk-hyldest til Amnesty Internationals arbejde. Det lyder abstrakt og er det også. Hvis man forestiller sig, at Prince lavede en sang om Israels fremfærd i Palæstina, er man tæt på. Det højtravende ønske om fred og bedre tider på jordkloden er svært at tage seriøst i denne kontekst.

Som det fremgår af ovenstående, står vi over for en blandet landhandel. Pladen har enkelte vellykkede momenter, der opstår, når det lykkes Mugison at fremstå som en kompetent boogieblues -udøver. Titelnummeret og pladens åbning har alle ingredienserne fra den sumpede stemning over den let forvrængede vokal til slide-guitaren på plads. Kombinationen frembringer ét af de få positive momenter på albummet, og brugen af Moog i f.eks. “To the Bone” giver karakter. Andre numre er afklædte og består blot af akustisk guitar og vokal som i “The Pathetic Preacher”. Mugison rammer den lettere desperate tone til UG, men det føles ikke ægte. Mere som en musiker, der leger, at han befinder sig i Mississippi-deltaet. Det bliver hurtigt kedeligt og klichéfyldt.

Mugison har en god vokal og en tilpas mængde galskab, der gør ham til en interessant kunstner. Forsøget på at skabe et rockalbum med inspiration fra bluesmusikken er dog ingen succes. Det stritter i flere retninger og skaber forvirring undervejs. iTunes kategoriserer albummet som blues pr. automatik, men det er tvivlsomt, om pladen kan sættes så bastant i én kategori. Det kan være en fordel, men her skaber det blot yderligere forvirring. Flere sange føles unødvendige, påtrængende og helt uden for kontekst. Andre opleves som tomme stiløvelser.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat