Plader

Conor Oberst: s.t.

Skrevet af Christian Klauber

Den ypperlige singer/songwriter tager de bedste elementer fra Bright Eyes med sig over i endnu et udspil i eget navn. På mange måder er alt ved det gamle, og alligevel sidder man på kanten af stolen i samtlige 40 minutter.

Det er et godt stykke over 10 år siden, at Conor Oberst udgav sit seneste album under eget navn, Soundtrack to My Movie fra 1995. I den mellemliggende tid har Conor Mullen Oberst haft gang i et hav af projekter, bl.a. Commander Venus og Park Ave. – og så selvfølgelig sit hovedprojekt Bright Eyes, med hvem han har udgivet seks plader.

Det er således en imponerende produktiv mand, vi har at gøre med. Til sit fjerde udspil i eget navn har han valgt at flytte sig selv og sit til lejligheden nedsatte band, The Mystic Valley Band, op i de mexicanske bjerge – ud i det, der ligner det rene ingenting, men faktisk både er et et ufo-hotspot og adresse for en aztekisk pyramide. Og hvad laver man sådan et sted? Bliver man ensom? Bliver man glad? Lidt af begge dele?

Jeg tror, at Conor Oberst har haft alle tiders miljø for at slippe fantasien løs og skrive nogle forrygende sange. Og så har han og hans slæng haft det sjovt. Selv om der flere gange er stemninger, der er indadvendte, måske endda nærmer sig det sorgmodige, så forsvinder stemningen af fællesskab på intet tidspunkt. Og at det netop har været ganske sjovt, understreges af de country-inspirerede numre, der kommer i en jævn strøm gennem hele albummet – med det fantastiske “I Don’t Want to Die (in the Hospital)” som højdepunkt.

Det er min fornemmelse, at Conor Oberst med sine stilbrud har ønsket at træde et lille skridt væk fra Bright Eyes-universet, dog uden at kunne – eller ville – slippe sin fine lyrik: »I wanna be your bootlegger, mix you up with something strange « og »If I go to heaven I be bored as hell / Like a little baby at the bottom of a well« fra henholdsvis “Get-Well-Cards” og “Milk Thistle”, sidstnævnte i øvrigt et klassisk Bright Eyes/Conor Oberst-nummer.

Og netop med sine tekster viser Conor Oberst, hvor dygtig en sangskriver han er. I mine øjne er det i hvert fald et af hans helt særlige kendetegn, og den mening er kun blevet bekræftet af denne plade. At jeg undervejs flere gange syntes, at det var som at høre Bob Dylan, er måske i sig selv en pointe, der understreger dette?

Således kan man altså ikke sige, at Conor Oberst overrasker – det skulle da lige være hans umiddelbare begejstring for country-genren. Alligevel sidder man på kanten, hver gang et nyt nummer starter, i spænding over, hvad han mon nu finder på. Og selv om der for nogle sikkert kan blive lidt for meget røvballe på enkelte numre, er der samtidig en befriende løssluppenhed over stilskiftet, vel at mærke uden at det påvirker kvaliteten. Med det her udspil understreger Conor Oberst sine kvaliteter som musiker og sangskriver – uanset hvilket projekt, der så lægger navn til hans udfoldelser.

★★★★★☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar