Koncerter

Pharoahe Monch, 20.08.08, Rust, København

Onsdag aften var Rusts ugentlige klubindslag Heat vært for et af den alternative raps mest populære hiphopnavne. Pharoahe Monch, der sidste år leverede det roste album Desire og en fænomenal koncert på Loppen, tog også Rust med storm og forsatte leverancen af beats, rim og masser af intensitet.

»Det er sådan noget herre undergrundshiphop,« plæderer en pige til en vagt ved indgangen til Rust, et par timer før koncerten begynder. Da den gør det, kan det fastslås, at Pharoahe Monch er meget, men bestemt ikke undergrund. Det var der ganske enkelt for mange mennesker til.

Det ombyggede og nys genåbnede Rust har det helt rigtige format til intense hiphop-arrangementer, der uden tvivl har mange ligheder med dem i USA. Autenticitet kalder man vist den slags i de højere luftlag. Og selvom intimiteten bidrager til intensiteten, så har trapperne, der indsnævrer dansegulvet på Rust, den ulempe, at flaskerne samler sig ved foden af trinene. Det kan gøre det svært at stå fast, når der serveres dansabel, feel good-hiphop.

Men stående blev vi da, og hvor følte vi os dog godt tilpas i Pharoahe Monchs selskab. Og det blev endnu bedre, da de to backup-sangere Showtyme og Mela Machinko kom på scenen for at assistere Pharoahe med deres udtryksfulde og helt igennem fantastiske soul. Backup er måske så meget sagt, for når de skruede op for deres inderlige sangstemmer, stjal de fuldstændig billedet – på den gode måde. I hvert fald lød det, som kom deres stemmepragt fra de allerinderste hjertekamre – ligegyldig om det så var i det høje eller dybere leje, de sang i. De to var i allerhøjeste grad en bekræftelse af, hvorfor soul egentlig hedder soul.

Som man kunne forvente ud fra Pharoahe Monchs sidste plade, Desire, der svinger frem og tilbage mellem hårdtpumpede beats og tilbagelænede, mere inderlige numre, viste han indimellem også prøver på sin fantastiske stemmekapacitet. Der er ikke mange rappere, der slår ham på den front – og det er endnu bedre live.

Efter godt en times tid med fuldt blæs og politiske brandtaler mellem numrene skabte afslutningsnummeret på Pharoahe Monchs reelle sæt, “Simon Says”, en af de største eksplosioner, vi nogensinde har oplevet på så lille en scene som Rusts. At den enorme energiudladning fra publikum og deres ryk mod scenen blev akkompagneret af lyden af glas og flasker, der ramte gulvet, som var de blevet fejet ned fra et stort bord, siger alt. Det var, som om hele Rust havde ventet på det nummer.

Derefter havde det været oplagt at slutte, men både Pharoahe Monch og hans medbragte soul-honeys skulle lige smelte vores hjerter en lille smule mere og gav publikum to ekstranumre, der kulminerede med en helt fantastisk crooner-version af “Body Baby”. Efter lidt over to timers blandet hiphop fra den allerbedste skuffe, syntes det at være det helt rigtige punktum for en aften, der bestemt ikke var »herre undergrund,« men et eksempel på, hvorfor hiphop kan appellere så bredt uden at give køb på sine kerneværdier.

★★★★½☆

Deltag i debat