Anbefalet

Plader, der fortsætter festen efter Roskilde

Skrevet af Redaktionen

Hvis du var på årets Roskilde Festival, er der en god chance for, at du allerede savner den og glæder dig til næste år. I så fald vil denne lille guide hjælpe dig med at mindes nogle af de bedste koncerter.

Her på redaktionen er der bred enighed om, at årets Roskilde Festival var blandt de bedste, vi kan huske. Derfor er det naturligt at fortsætte festen hjemme i stuen med album fra de kunstnere, vi synes leverede nogle af de bedste koncerter.

Man skulle måske tro, vi var ved at være kommet videre her en lille måned efter Roskilde, men i stedet klynger vi os fast til de talrige store koncertoplevelser. Minderne kan dog ikke gøre det alene. Derfor anbefaler vi her ni plader med kunstnere, vi synes leverede nogle af de bedste koncerter på Roskilde.

Ligesom årets festival byder vores anbefalinger på lidt af hvert. Så hvad enten du hoppede til energisk hiphop, sang med til soulfest, stenede til stoner-rock eller dansede sammen med tusinder af andre foran Orange scene om søndagen, imens du lykkeligt glemte, at festen sang på sidste vers, så kan du her finde plader, der lader dig fortsætte festen derhjemme.

Camilla Grausen

Nicole Atkins & the Sea: Neptune City (2007)

I programmet blev hun kaldt en kvindelig Roy Orbinson. Det er ikke helt ved siden af. Nicole Atkins skriver kærlighedssange, som jeg ellers ikke troede, man lavede dem længere. “The Way It Is” er en helt igennem storslået kærlighedssang, som enhver Bond-film med Sean Connery i hovedrollen kunne være stolt af. Live i halvfyldte Astoria var den koncertens højdepunkt. Det har kun givet mig lyst til at lytte mere til Nicole & co.’s Neptune City.

First Floor Power: Don’t Back Down! (2008)

Hvis der fandtes en konkurrence om at blive årets flinkeste Roskilde-band, ville svenske First Floor Power få min stemme. Trioen kom med på et afbud i sidste øjeblik og var tydeligvis overraskede og meget glade over at skulle spille på festivalen. De fleste af koncertens numre stammede fra bandets nye album Don’t Back Down!, der er fyldt med charmerende indiepopnumre. First Floor Power har vist, at de også kan uden skønne Jenny Wilson, og gudskelov for det.

bob hund: Jag rear ut min själ! Allt skall bort!!! (1998)

Selv om jeg var uendeligt træt og mine fødder nærmest afdøde, fik Thomas Öberg og resten af bob hund mig op at danse ved søndagens Orange-koncert. Hunden er tilbage, og jeg kan anbefale at fejre det med det bedste bob hund-album. Jeg er vild med titlen, jeg er vild med sjæl-til-salg-plakaterne i coveret, og jeg er vild med numrene fra de mange festlige til de få stille. Hvis der er noget, der hedder bob hund-klassikere, kan flere af dem findes her.

Christian Klauber

Lupe Fiasco: The Cool (2007)

For mit vedkommende startede festivalen først for alvor, da Lupe Fiasco skød sit show af torsdag aften kl. 20.45. Og hvilket et af slagsen! Lupe Fiasco leverede varen og mere til i et propfyldt Cosmopol, og flere gange var det, som om teltet næsten hoppede i takt til den nye Kanye Wests mic control. Publikums konstante, feststemte »Lu-pe, Lu-pe, Lu-pe« efter næsten hvert eneste nummer er faktisk det eneste, der mangler, når jeg hopper i takt til hans andet album.

Grinderman: s.t. (2007)

Det er muligvis et easy pick at anbefale Grinderman, især når der står en genfødt Nick Cave ved mikrofonen, men for dælen, hvor var der smæk på den beskidte blues fredag aften på Orange. Aldrig nogen sinde før har jeg været tiltrukket af mænd som på denne aften, hvor Warren Ellis og Nick Cave hver især og konstant smeltede mit rockhjerte. Min forliste kærlighed lindres ved at have bandets røvsparkende debutalbum på noget nær evig repeat.

Black Mountain: In the Future (2008)

Lørdag nat på Arena bød på en af de mest fuldendt udsyrede oplevelser længe, da Black Mountain spillede deres progressive space rock. Bevares, det er ikke altid lige originalt og minder til tider ikke så lidt om Led Zeppelin og Black Sabbath, men det er jo heller ikke så ringe endda. Selv om det er svært uden teltet, genskaber jeg stemningen fra hin lørdag nat med bandets ganske roste andet album, In the Future.

Peder Bo Jørgensen

MGMT: Oracular Spectacular (2008)

Bare det, at MGMT formåede at få et fyldt Odeon-telt til i højt pitchet stemmeleje at skrige ‘dividi-di-di’ om kap med keyboardet på den uforskammet cathy single “Time to Pretend”, er grund nok til at spærre såvel øjne som ører op. At Oracular Spectacular derudover indeholder minimum fire andre stensikre hits fra grænselandet mellem drømme pop og new rave, der alle hver især fik teltet til at gå amok, er grund nok til at investere i den.

Solomon Burke: The Very Best of Solomon Burke (2005)

Det kan godt være, at setlisten var identisk med ethvert gymnasiefunkbands ditto, da Solomon Burke spillede op til fest i Arena, men den energi og det overskud, sangene blev leveret med, finder man kun hos de allerstørste mestre. Denne glimrende opsamling dækker Burkes år hos Atlantic fra 1961 til 1969 og indeholder blandt andet “Got to Get You Off My Mind” og “I Wish I Knew (How It Would Feel to Be Free)”, der begge blev spillet til koncerten.

Seasick Steve & The Level Devils: Cheap (2004)

En anden af de gamle herrer, den nogle-og-60-årige Seasick Steve, gav på Pavillion en koncert, der spontant fik kvinderne til at ville føde hans børn og mig til fluks at gå ud og købe hans album. Denne skramlede bluesperle, hvis lyde for en stor del kommer fra selvbyggede instrumenter, er blot Seasick Steves andet album. Alligevel er han i kraft af sine liveshows blevet så stort et kultnavn, at han umiddelbart inden Roskilde spillede på Glastonburys største scene!

Leave a Reply