Plader

The Shortwave Set: Replica Sun Machine

Skrevet af Mikkel Mortensen

Hvad har Danger Mouse, John Cale og Van Dyke Parks til fælles? De medvirker alle på engelske The Shortwave Sets andet album. De fine gæster til trods er det dog ikke et synderligt godt album, trioen disker op med.

Når man hører, at sangene på engelske The Shortwave Sets andet album, Replica Sun Machine, er arrangeret af Van Dyke Parks, og at Velvet Undergrounds John Cale desuden medvirker, får man visse forventninger til albummets lyd.

Hører man derefter, at albummet er produceret af Danger Mouse, bliver det måske lidt sværere at forestille sig, hvordan albummet lyder. For hvordan kombineres Parks overdådige, nærmest barokke arrangementer med Danger Mouses varme, retro-soulede produktioner samtidig med at der også er plads til Cales avantgardistiske tilgang til musikken? Tja, det lyder faktisk noget mere ordinært, end man lige skulle tro. Replica Sun Machine er et lettere psykedelisk, alternativt popalbum. Albummets kvalitet er desværre også mere gennemsnitlig, end man kunne håbe på, og de celebre gæsters fingeraftryk er det mere end vanskeligt at opdage.

Deciderede højdepunkter finder man ikke mange af på Replica Sun Machine, men The Shortwave Set er utvivlsomt bedst i den afdæmpede “House of Lies”, der domineres af en fin, melankolsk melodi, som Van Dyke Parks pakker ind i atmosfæriske strygere, og hvor melodien rent faktisk er stærk nok til, at Andrew Pettitts sangforedrag virker rørende. I en helt anden boldgade er det ligeledes glimrende “No Social”, hvor Andrew Pettitt synger duet med bandets kvindelige islæt, svenske Ulrika Björsne, der ved hjælp af overordentligt iørefaldende analoge keyboards får skabt en tilpas finurlig melodi til at skille sig ud fra resten af albummet.

Det er ikke, fordi den resterende del af Replica Sun Machine er fornærmende dårlig – den er bare hamrende uinteressant. Her bliver man med tiden træt af bandets mangel på konsekvens, fordi melodierne skal være lidt skæve, men heller ikke for skæve, vokalen skal være lidt forvrænget, men heller ikke for forvrænget, sangene skal være lidt psykedeliske – men heller ikke… The Shortwave Set vil sikkert gerne anses for at være cool og eksperimenterende, men er samtidig lidt for meget tryghedsnarkomaner til at gøre noget virkelig radikalt og/eller interessant.

Der er slet ikke tvivl om, at The Shortwave Set er kompetente sangskrivere, men sangene på Replica Sun Machine er alt for ofte bare gennemsnitlige og kedelige. Man overrumples ikke af melodierne, der i stedet blot er små-hyggelige og halv-anonyme. Teksterne er ikke dårlige, men der er alt for sjældent tale om noget, der enten taler til intellektet eller hjertet. Det er svært at se, hvem der skulle have noget decideret imod The Shortwave Sets andet album, men det er på den anden side også svært at se, hvem der skulle kunne forelske sig i det. Det er vel sagtens albummets største problem: Det er ok, men så heller ikke mere.

Måske skulle The Shortwave Set have brugt mere tid på at skrive interessante og vedkommende sange i stedet for at bruge deres tid på at tiltrække musikalske notabiliteter, da disse tydeligvis ikke har været i stand til at løfte Replica Sun Machine op til at være et fremragende – eller bare fint – album. Man kan kun håbe, at bandet lærer af deres fejltagelser, når de engang skal producere deres tredje album.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat