Plader

The Verve: Forth

“Kiss and make up”. Det må være overskriften på det gendannede band The Verves fjerde udspil, der via sin enkle titel varsler et eller andet. Hvad det så end er, må stå i det uvisse, for selv om bandet ser fremad, så lyder The Verve umiskendeligt, som de altid har gjort, og det er både skidt og kanel.

The Verves genforening efter ni års separation er bemærkelsesværdig i sig selv. Ene og alene af den grund, at det faktisk ikke til at høre, at de har været væk fra hinanden i halvdelen af den tid, bandet har eksisteret. Selvfølgelig har Richard Ashcroft udgivet et par soloplader, men de kunne på mange måder lige så godt have været The Verve-udgivelser, for klangen var umiskendelig. Det er med andre ord næsten en bedrift i sig selv at ligne og lyde så meget som sig selv efter knap et årti.

Her lander bandets fjerde plade så, og lad det være sagt med det samme. Man får, hvad man kan forvente – på godt og ondt: et velspillende og til tider storladent britisk rockalbum, der trækker lange tråde tilbage til The Verves bagkatalog, uden dog at besidde de, i mange øjnes, åbenlyse hitkvaliteter som f.eks. Urban Hymns besad. På Forth bekender The Verve klart kulør: De har ikke i sinde at skabe noget nyt og revolutionerende, selv om pladens titel kunne pege i den retning.

Tværtimod messer Ashcroft videre som en slags Jim Morrison på det syv minutter lange indledningsnummer “Sit and Wonder”, der i sit bluestrommebeat sætter en tyk streg under den lyd, som The Verve altid har været eksponent for, og genkendeligheden er mere end tydelig.

Det samme gælder førstesinglen “Love Is Noise”, der i et mere letbenet og poppet udtryk minder en hel del om Ashcrofts soloplader, men igen burde vække klare minder hos dem, der har lyttet til britisk rock i halvfemserne. Når det er sagt, så er begge numre ganske udmærkede, og det er faktisk, som om Ashcroft har fået en anelse mere dybde i sin lidt hæse klang, hvilket klæder kompositionerne, og det er svært ikke at kategorisere indledningen som ganske iørefaldende.

Langsomt begynder det dog at gå ned ad bakke for bandet, der ikke har helt så meget at byde på i den mellemste del af pladen. Uheldigvis forsøger bandet sig med flere instrumentale passager, og det fremmer ikke ligefrem kvaliteten. Det er noget makværk og rent ud sagt kedeligt at lægge øre til.

Det er, som om melodimaterialet ikke helt når med rundt, og retningen på Forth giver grund til forvirring. Indimellem har guitarist Nick McCabe virkelig fat i den lange ende, og sender missiler af sted, som f.eks. i “Noise Epic”, men de bliver ikke fulgt op, og melodien ender i en forvirret suppedas af decideret larm, så det er svært at se skoven for bare træer.

Afslutningsvis fornemmer man klart bandets styrke og sans for den gode melodi i både “Valium Skies”, “Columbo” og ikke mindst “Appalachian Springs”, der trækker på både rock, soul og pop. Her lægges (måske) kimen til et femte og mere fokuseret udspil, hvor om- og mellemveje droppes, for at satse hele butikken på det, bandet er bedst til, nemlig at skrive fandens gode episke popsange med den portion guitar, den slags kan tåle.

The Verve både glæder og skuffer. Glæden over genhøret og ikke mindst de iørefaldende passager, hvor Richard Ashcroft virkelig folder sin vokal ud, er bestemt noget værd. Men den monotoni og ligegyldighed, der fylder lidt for mange numre midtvejs, tilsat instrumentale passager uden nogen form for sammenhæng med resten af udtrykket, giver pil nedad. Forth giver sikkert genhørsglæde hos allerede begejstrede fans, men tilføjer næppe mange nye på listen.

★★★½☆☆

Deltag i debat