Plader

David Vandervelde: Waiting for the Sunrise

Skrevet af Jannik Lyhne

Velspillet opfølger til debuten af talentet David Vandervelde, som har skabt en tidløs plade i hulrummet mellem alt. country og glamrock. Man bliver konstant henrykt over, hvordan han forvandler selv de mest kedsommelige melodier til store oplevelser ved hjælp af sin fortryllende vokal.

David Vandervelde er en pæn mand. Med sit lange mørke hår og store brune øjne kunne han sagtens komme op at hænge ved siden af Devendra Banhart på teenagepigeværelser. Han er også i besiddelse af en fantastisk stemme, som med sin lyse klang leder tankerne hen på 70’ernes glamrock – en stemme, som formentlig vil give hjertebanken hos såvel drenge som piger. Og som om der ikke var nok at misunde, så er han også udstyret med musikalsk talent og har netop udgivet sin anden plade.

Ja, manden kan sagtens, og tilmed er kvaliteterne på Waiting for the Sunrise svære at benægte. I første omgang læner Vandervelde sig op af nogle af sine label-kolleger hos Secretly Canadian med en typisk omgang alt.country, som bl.a. Damien Jurado og Jason Molina mestrer det. Et enkelt nummer er desuden skrevet i samarbejde med det tidligere Wilco-medlem, Jay Bennett. På alle måder er der altså lagt op til, at David Vandervelde bare skal være det næste led i alt.country-rækken. Ikke desto mindre formår han alligevel at sætte sit helt eget særpræg på den udvandede genre.

Først og fremmest er det den specielle vokal, som gør ham til noget unikt. Hans lyse, næsten androgyne stemme fremkalder straks minder om David Bowie og Marc Bolan, og dette udnytter Vandervelde til fulde. Overalt på Waiting for the Sunrise er der inkorporeret elementer fra glamrocken, og pladen har en umiskendelig 70’er-lyd.

Selve sangene besidder dog en tidløs følelse, både med hensyn til melodi og produktion. De holder en perfekt balance mellem den støvede Neil Young-agtige countryrock og den mystiske glamrock. Det hele er udført enkelt og præcist, hvilket det stabile band fortjener stor ros for. Melodierne bliver gerne gentaget i det uendelige, mens de stille og roligt kryber ind under huden, og man til sidst får fornemmelsen af, at de altid har eksisteret.

En gang imellem virker det, som om verden står stille, mens de lange sange får lov til at udvikle sig og forføre lytteren. Især de lange instrumentale passager og imponerende guitarsoli står stærkt til de repeterende og statiske melodier. Ofte er det nærmest naturstridigt, at det ikke virker kedeligt, men den gode vibe fra pladen spreder sig ud af højtalerne og skaber en stemning af, at tiden ikke længere eksisterer.

Selvfølgelig er det også pladens svaghed, for den er på mange måder anonym. Den vil aldrig blive udråbt som noget mesterværk; det er nærmere en af den slags plader, der hurtigt forputter sig i en stor pladesamling. Men den er præcis, som den skal være, og når den bliver sat på, driver sangene igen af sted i deres adstadige og hyggelige tempo, som tillader lytteren at glemme omverdenen for en stund.

Selv om pladen er en homogen fornøjelse, og sangene nogle gange falder i ét med hinanden, er der alligevel numre, som hæver sig over de andre. Det helt store glansstykke er “Cryin’ Like the Rain”, hvor pladens mest rendyrkede country-intro efter et uventet akkordskifte ender med at udvikle sig til pladens mest glam-påvirkede nummer, hvor Vanderveldes androgyne vokal i stor stil får lov til at folde sig ud, godt bakket op af et storslået korarrangement og lækker pedal-steel. Det er en sang, der får det til at kilde helt ud i fingerspidserne. Også den korte countryrocker “California Breezes”, det blide åbningsnummer “I Will Be Fine” og den næsten poppede “Someone Like You” er blandt højdepunkterne.

Waiting for the Sunrise er en rigtig god plade, hverken mere eller mindre, og den prøver heller ikke på at være andet. Den er lige, hvad den skal være, og faktisk er det svært at komme på noget negativt at sige om den. Den kører sit eget løb og driver langsomt af sted i en ubestemmelig uendelighed, som spreder en helt speciel stemning, der passer lige godt til en stille aften derhjemme, som den gør sig som soundtrack til en lang køretur ad en støvet landevej.

★★★★★☆

Lyt til “I Will Be Fine”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/iwillbefine.mp3]

Deltag i debat