Plader

Voice of the Seven Woods: The Journey

Skrevet af Christian Klauber

Engelske Rick Tomlinsons melankolske dronefolk er overordentligt velegnet til de sene nattetimer. Der sker ikke voldsomt meget i de nærmest apatiske numre, der bærer præg af både indadvendthed og afklarethed. De 18 minutter er egentlig alt for lidt, men alligevel nok til at lade tankerne fare.

A.

Jeg står ved en skov. Det er mørkt og midt om natten. Jeg havde brug for at gå en tur; det sagde jeg i hvert fald til dig. / Jeg skubber løvhanget til side og træder forsigtige skridt ind i skoven. / Duften af frisk skovbund rammer min næse. Mine øjne vænner sig langsomt til mørket inde mellem træerne. Små lysglimt fortæller mig, at jeg ikke er alene. Myg, natsværmere og sankthansorme byder mig velkommen. Og jeg føler mig velkommen. Begynder at gå dybere ind i skoven, der omfavner mig. Mine tanker flyder, mens jeg går. Går. Går og går. / Jeg skubber endnu en gren til side. Og pludselig er jeg ude af skoven. Månens lys, der breder sig over mig, oplyser natten, og et kort sekund er jeg blændet. Jeg vender mig om. Skoven, der syntes endeløs, ser lille ud bag mig. / Jeg begynder at løbe. Ud over markerne ned til vores lille hus. Da jeg træder ind ad døren, kigger jeg på uret. Jeg har været væk i flere timer. / Døren ind til soveværelset står på klem. Jeg kigger ind. Du sover – tilsyneladende tungt. Jeg går ind i stuen og skænker en whisky. Sætter mig ved arbejdsbordet og begynder at skrive. Ordene flyder, mens duggen falder.

B.

The Journey er et forunderligt bekendtskab. Det er droneinspireret folk. Det er instrumentalt. Det er indadvendt, apatisk og melankolsk. Det egner sig nok bedre til vinter end til 25 grader i skyggen. Og så er det en sjældenhed. Minialbummet er nemlig kun optrykt i 999 eksemplarer. Men vigtigst af alt, så indfanger og omfavner The Journey sin lytter.

Rick Tomlinson – aka Voice of the Seven Woods – opbygger sin musik omkring akustisk guitar, som han arbejder med rent lydmæssigt. Der lægges resonans på klangbunden, man hører fingrene på gribebrættet, når der gribes efter akkorder, der bruges reverb, delay osv. Det hele er med til at give lyden autenticitet. Og hvilken lyd! Det er lyden af ensomhed, indadvendthed, følsomhed, men også afklarethed, forløsning og indsigt.

For nogle vil The Journey helt klart være for stillestående med sit primære lydfokus på Tomlinsons akustiske guitar og et musisk aspekt, der i høj grad kan kaldes variationer over tema. Jeg nød dog at være med på rejsen i de 18 minutter, det varede, og mindes ikke at have hørt noget, der minder om det før. Derfor må jeg også samtidig begræde, at pladen ikke er længere. 18 minutter er virkelig ikke lang tid, når man kan lide, hvad man hører, og det er trods alt ikke det samme at sætte pladen på repeat.

Trods pladens længde er det her absolut anbefalelsesværdig folk af den luftige slags, der med garanti får tankerne til at flyve og fungerer som et godt akkompagnement til de sene nattetimer og – hvem ved – måske en whisky.

★★★★☆☆

Køb hos:

Deltag i debat