Plader

The War on Drugs: Wagonwheel Blues

Skrevet af Christian Klauber

Lyden af ærkeamerikansk rock tilsat et lille mærkværdigt, men afgørende stænk C.V. Jørgensen giver minder om 80’erne. Det er i den her sammenhæng ikke nødvendigvis et godt tegn.

Da første skæring på Wagonwheel Blues toner frem i højtalerne, ryger jeg direkte tilbage til 80’erne og om på bagsædet af min fars Saab 900 – på vej mod endnu en ukendt campingdestination. Forsanger Adam Granduciels vokal lyder nemlig fuldstændig, som hvis C.V. Jørgensen sang på engelsk. Så starten er lovende, men overraskelsens sødme varer kort.

Granduciels C.V.-lyd er faktisk en af de mest interessante ting, der er at sige om Wagonwheel Blues. Selve pladen er nemlig lidt som tyske motorveje. Velbyggede, men noget nær endeløse, og der bydes undervejs ikke på mange variationer over temaet asfalt. Det skulle da lige være fart. Med flimrende guitarer males der – nogle gange næsten endeløse – lydbilleder, der udgør fin baggrundsstøj til dagdrømmerier og tankeflugt, og som næsten skubber The War on Drugs ind i space rock-kategorien.

Men de holder sig til det ærkeamerikanske og især inspirationen fra Bruce Springsteens og U2’s stadionrock, der på mange måder er ganske charmerende og lytteværdig, men i The War on Drugs’ variant bliver både ensformig og en anelse for meget copy paste. Og selv om de prøver – og sine steder har held til at tilføje deres egne krydderier – lyder det for meget som noget, jeg allerede har hørt rigtig mange gange: Hov, der var Broadcasts sitrende, elektroniske lydbilleder. Hov, der var Sonic Youths guitarlyd som baggrund for Adam Granduciels i øvrigt ganske fine tekster. Hov, der var Modest Mouse – bare i popformat uden kant.

Når jeg lytter til Wagonwheel Blues, har jeg det i hvert fald lidt, som når jeg på bilferierne lænede hovedet tilbage og kiggede ud ad bagruden og op i himlen i et forsøg på at få tiden til at gå. Skyernes susen forbi ovenover havde dog en uheldig sidegevinst: Selvom det et stykke tid var rart at flyde med tankerne, blev jeg før eller siden køresyg, og vi måtte ind på en rasteplads, så jeg kunne få et hvil og komme til hægterne.

Naturligvis får jeg det ikke decideret dårligt af at lytte til Wagonwheel Blues, men jeg keder mig ganske bravt undervejs. Til trods for sin gode begyndelse og sit udmærkede kompot af forskellige inspirationskilder har albummet ganske enkelt ikke det selvstændige output, en debut bør have for at skille sig ud fra mængden, og havde jeg siddet på bagsædet i en bil, havde jeg uden tvivl lagt hovedet bagud.

★★★☆☆☆

Taking the Farm: [audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/takingthefarm.mp3]

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar