Plader

White Denim: Workout Holiday

Skrevet af Christian Klauber

Workout Holiday er velspillet og energisk på den overrumplende gode måde. Men den er alle vegne-strittende på den overrumplende dårlige måde. Hvordan skal det nu forstås?

Jeg sidder med et blandingsprodukt. Det er der for så vidt ikke noget galt med. Der er masser af blandingsprodukter, der er attraktive, f.eks. bronze eller smykkeguld. De kaldes legeringer og er attraktive, fordi de er homogene og består af grundstoffer, der er kombineret, så de ikke let kan adskilles mekanisk. Pointen er, at et blandingsprodukt først er rigtig interessant, hvis det fremstår som en legering, der vanskeligt kan skilles ad.

Det starter lovende med de to første numre, der er perfekte og helt igennem garagepunkede, men pludselig begynder albummet at genreshoppe. Med “Sitting” er vi pludselig ovre i en mere Beatles-agtig sound, og forsanger James Petralli finder det nødvendigt at vise, at han kan synge som Antony Hegarty.

Fjerde nummer passerer også den psykedeliske Beatleslyd fra Sgt. Pepper-albummet, inden det femte vender sig mod noget dansabel elektrogarage i et krydsfelt mellem Gang of Four og Infadels, komplet med ekko og håndklap. Pyh. Og så er jeg ikke engang halvvejs.

Det har aldrig været et problem at have referencer i sin tekst, hvad enten den er skriftlig eller musisk. Men jo mere, man lyder som andre, desto mindre lyder man som sig selv, og lige præcis dét er White Denims problem. Jeg kommer i hvert fald hurtigt til at sidde og lytte efter, hvad de lyder som, frem for hvad de kan.

Og det er i bund og grund synd, når der selvfølgelig er tale om gode musikere med idéer og visioner for lige præcis deres musik. For der er i hvert fald ikke mange, der er blevet tilfredsstillet af at lyde som andre – jo, okay, måske kopibands og ham der Martin fra X Factor, men det er så også det, de skal.

Der er masser af god og udfordrende musik på det her album, og det er slet ikke dårligt at lytte til. Det er næsten, som om de tre musikere i White Denim kan og derfor vil lidt for meget. De behersker rigtig, rigtig mange genrer, men faren er, som det netop sker med Workout Holiday, at udtrykket stritter i så mange retninger (også inden for det enkelte nummer), at man ender med en lydcollage og en hyldest til bandets inspirationskilder – der (åbenbart) spænder fra Jimi Hendrix og Antony Hegarty over Stooges og The Strokes til Infadels og Gang of Four – frem for en helstøbt legering.

Efter de to første numre ender Workout Holiday i genre-dropping: Se, hvor mange genrer vi kender og behersker. Og selv om det er sjovt at lege genre- og kunstner-jeopardy, gør den lette adskillelse af albummets numre i mindre dele samtidig albummet en smule halvt. Eller sagt på en anden måde: Havde White Denim fokuseret lidt mere på sig selv, havde albummet været mere homogent.

★★★☆☆☆

Deltag i debat