Plader

White Denim: Workout Holiday

Skrevet af Christian Klauber

Workout Holiday er velspillet og energisk på den overrumplende gode måde. Men den er alle vegne-strittende på den overrumplende dårlige måde. Hvordan skal det nu forstås?

Jeg sidder med et blandingsprodukt. Det er der for så vidt ikke noget galt med. Der er masser af blandingsprodukter, der er attraktive, f.eks. bronze eller smykkeguld. De kaldes legeringer og er attraktive, fordi de er homogene og består af grundstoffer, der er kombineret, så de ikke let kan adskilles mekanisk. Pointen er, at et blandingsprodukt først er rigtig interessant, hvis det fremstår som en legering, der vanskeligt kan skilles ad.

Det starter lovende med de to første numre, der er perfekte og helt igennem garagepunkede, men pludselig begynder albummet at genreshoppe. Med “Sitting” er vi pludselig ovre i en mere Beatles-agtig sound, og forsanger James Petralli finder det nødvendigt at vise, at han kan synge som Antony Hegarty.

Fjerde nummer passerer også den psykedeliske Beatleslyd fra Sgt. Pepper-albummet, inden det femte vender sig mod noget dansabel elektrogarage i et krydsfelt mellem Gang of Four og Infadels, komplet med ekko og håndklap. Pyh. Og så er jeg ikke engang halvvejs.

Det har aldrig været et problem at have referencer i sin tekst, hvad enten den er skriftlig eller musisk. Men jo mere, man lyder som andre, desto mindre lyder man som sig selv, og lige præcis dét er White Denims problem. Jeg kommer i hvert fald hurtigt til at sidde og lytte efter, hvad de lyder som, frem for hvad de kan.

Og det er i bund og grund synd, når der selvfølgelig er tale om gode musikere med idéer og visioner for lige præcis deres musik. For der er i hvert fald ikke mange, der er blevet tilfredsstillet af at lyde som andre – jo, okay, måske kopibands og ham der Martin fra X Factor, men det er så også det, de skal.

Der er masser af god og udfordrende musik på det her album, og det er slet ikke dårligt at lytte til. Det er næsten, som om de tre musikere i White Denim kan og derfor vil lidt for meget. De behersker rigtig, rigtig mange genrer, men faren er, som det netop sker med Workout Holiday, at udtrykket stritter i så mange retninger (også inden for det enkelte nummer), at man ender med en lydcollage og en hyldest til bandets inspirationskilder – der (åbenbart) spænder fra Jimi Hendrix og Antony Hegarty over Stooges og The Strokes til Infadels og Gang of Four – frem for en helstøbt legering.

Efter de to første numre ender Workout Holiday i genre-dropping: Se, hvor mange genrer vi kender og behersker. Og selv om det er sjovt at lege genre- og kunstner-jeopardy, gør den lette adskillelse af albummets numre i mindre dele samtidig albummet en smule halvt. Eller sagt på en anden måde: Havde White Denim fokuseret lidt mere på sig selv, havde albummet været mere homogent.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger