Plader

Wolf Parade: At Mount Zoomer

Skrevet af Janne Kristensen

Wolf Parade er omsider klar med opfølgeren til sin roste debut, Apologies to the Queen Mary. At Mount Zoomer mangler dog desværre meget af den kant og spøgelsesagtige kuldegysningseffekt, bandet gjorde os forvænte med på debuten.

Eksemplerne på, at album nr. to fra et succesfuldt band byder på mere kontrol, pænere produktion og færre diskant skramlende eksperimenter er efterhånden lige så talrige som mislykkede forsøg fra nye Tour-kommentatorer på at nå tidligere Tour-kommentatorers højder. Montreal-bandet Wolf Parades opfølger til den sublimt overraskende debut, Apologies to the Queen Mary fra 2005, er desværre ikke noget større udsving på den skala.

At Mount Zoomer beviser på sin vis, at Sub Pop-bandet er dygtige nok til at høre til i den absolutte top, når det gælder skævvreden indierock, i selskab med så fine folk som Modest Mouse og landsmændene i Arcade Fire. Den topplacering bekræftes af, at Wolf Parades plader nu endelig har fået dansk distribution. En større tilgængelighed, man kun kan glædes over. Men paradoksalt nok synes denne tilgængelighed at falde sammen med en markant indholdsmæssig udvanding af den knivskarpe, nærmest spøgelsesagtige kant, Wolf Parade blev synonyme med på deres debutalbum.

»In my head there’s a city at night,« lyder åbningslinjen på At Mount Zoomer. Dan Boeckner og Spencer Krug fortsætter deres nærmest desperate dobbeltgænger-tvekamp med vokaler, der til tider når Bowie-oktaver og resten af tiden hviner derudaf som knirkende hængsler. Nostalgien efter denne “natby” vækker minder om evighedssværmeren Michael Strunge, og helt i tråd med drømmen om at »a new world is just a minute away« og beskrivelser af lange, ensomme veje males grundstemningen på pladen i blåsorte, melankolske toner. Det giver kuldegysninger, når en stemme i “Language City” hvisker: »Oh, the long, bitter road let us down/ Oh, the ringing telephone, there’s no one around.« Desværre synes den spøgelsesagtige pondus mikset med rebelsk kækhed, som både teksterne og arrangementerne besad på Apologies…, altid mere end »just a minute away« på At Mount Zoomer.

Åbningsnummeret “Soldier’s Grin” er sammen med især den følsomme “Language City” og uptemponummeret “The Grey Estate” nogle af de musikalske højdepunkter. Ved siden af disse står der dog lidt for mange langtrukne, halvkedelige numre, der mudrer hen i en noget uvant ligegyldighed. Af og til synes kompositionerne at tage drejning af tidlige Figurines-toner, der – uden at fornærme det fine danske band – efterhånden synes en smule passé inden for indierocken.

At Mount Zoomer er et topproduceret, velafpudset toer-udspil, der stadfæster, at Wolf Parade er overordentligt dygtige pladesmede. Desværre har de mistet en stor del af den kant og tand, der gjorde debuten så overrumplende. Typisk og ærgerligt.

★★★☆☆☆

Lyt til “Call It a Ritual”:
[audio:http://www.subpop.com/assets/audio/4274.mp3]

Lyt til “Language City”:
[audio:http://www.subpop.com/assets/audio/4380.mp3]

Deltag i debat