Plader

Christophe Bailleau & Neal Williams: On Soft Mountains We Work Magic

Fransk-amerikansk makkerpar udgiver homogent flimrende korrespondanceplade på ydmygt og underspillet norsk selskab af den slags, der leverer lydlige artefakter til forestående mørk sæson.

Hvad vil det sige at udøve magi på bløde bjerge? Jeg spørger, fordi d’herrer Bailleau og Williams i forvejen har til huse i et noget uklart landskab. Ikke at musikkens kvalitet er uklar, den er tværtimod tydelig og elegant tiljusteret, men dens væsen derimod er uklart – dog mere som finregn end som mose. Det er en kvalitet, der kendetegner det holdbare værk, at det ikke er til at fastholde, men flygter fra det organiserende øre udi stemninger og sindets frihjulslejde. Uholdbart som en lille fe eller en slibrig tudse.

Dette er måske den uundgåelige konsekvens, når et værk skabes ud af to verdener. Bailleau, en fransk multimedie-kunster, tilfører det teknologiske islæt, amerikanske Williams – i kraft af sin gennemsnitlige stemme og ømme guitarspil – det organiske. Der er altså tale om musik, der rummer modsætninger. En tyst hybrid, der bedst lader sig beskrive med ordet associationsværk, en paradoksal metode til at finde et emnes essens. At beskrive rummet mellem modpolerne er en oplevelse af modpolerne samtidigt, i tid og rum. Man kunne bruge Per Højholts titelord: “Det ubestemte. Studier i præcision.” Eller Michel Serres’ forlæg: “En eksakt rapsodi”. Jeg prøver.

I familie med følelsen af On Soft Mountains We Work Magic kan nævnes:
Krummer, smukt udvirket tyl, dobbelteksponering, efterårsblades raslen i vinden (a classic one), støvede persiske tæpper, anelser, pelse og tyndt gammelt læder, mosefund, billeder af paranormale forekomster under 100 år gamle esoteriske teselskaber, te, telekinese, tilstanden hypnagogia, keramik med sprækker i lakken, ordene iling – irret – itusprængt, kvindelatter fra gamle optagelser, børnelatter fra gamle optagelser, instrumentalt mellemstykke, dyreansigter, det ikke helt verdslige og ikke helt kirkelige, glitrende støv danser (tak, Palle Sigsgaard), velour, marengs, marengs på et picnictæppe, flere tæpper overlapper, betydningen af ordet palimpsest, det naturskønne, træsnit og tarotkort, træer i baggårde, der betyder alverden, at hentære langsomt på eftermiddage i overgangssæsonen – det betyder alverden, mellemlangt hår og lange frakker, subtil melodiøsitet, lyngsletter, at arkivere.

År efter folktronicaens tilsynekomst som genre og tendens manifesterer den sig på denne fine udgivelse, mere afslappet og i et med sig selv. Identitetskampen er ovre. Udtryksformen, der forener det digitale og det analoge, har vist sig som en aldeles adækvat verdensbeskrivelse.
For i en verden gennemvædet af stråler, strøm, kredsløb, bippen, blippen og bølger er det sofistikerede maskinelle ikke længere mennesket fremmed. Hidrørt fra det elektroniske aspekt Christophe Bailleau og det organiske Neil Williams opstår imidlertid det menneskelige i deres møde. Et stenhårdt bjerg opblødt af menneskehænder. Det er vel en slags magi…

★★★★☆☆

Deltag i debat