Plader

Beta Satan: Girls

De tidligere medlemmer af Tiger Tunes brager ud i en flok dansable og fængende sange i krydsfeltet mellem højstemt hardrock og dansabel electro. Girls syder af energi og ironi, så man skal være i et bestemt humør, før man begiver sig ud i dansen.

Ok, lad os slå fast med det samme, at jeg ligesom Søren her fra Undertoner synes, at Beta Satan på årets Roskilde Festival var noget skrald. Det var et genre-rod med alt for meget fesen-ironisk attitude. Derfor er det også lidt sært at skulle anmelde en plade, som man på forhånd er lunken overfor. På den anden side er det til Beta Satans fordel, for de kan jo kun overraske positivt. Og det gør de faktisk også.

Den ironiske distance er der stadig – et levn, der er ført videre fra bandmedlemmernes fortid i Tiger Tunes – via sangtitler som “Rave Kenneth”, “Pray the Gay Away” og “Party on the Death Star”. Livet skal ikke tages for alvorligt ifølge Beta Satan, og det har de jo sådan set ret i. Bare coveret i sig selv tager røven på den uopmærksomme iagttager. Umiddelbart ligner det coveret til Penny eller lignende heste-magasin, men de to søde piger er ved at drikke sig langt ind i det bagvedliggende hegn, der holder hestene inde, med en hurtigt improviseret øl-bong.

I resten af coveret kan man så følge deres nedtur med alkoholen, som ligner mange teenageres første prøvelser med giften. På det ene af billederne har de skiftet tøj og ser mere voksne ud, nærmest sexede – måske er bare mig, der er perverteret – men albummet virker i hvert fald som et passende lydspor til overgangen fra barn til voksen, som den bliver udforsket gennem alkohol og mødet med sin egen seksualitet.

Det er nemlig et særdeles festligt hardrock-album med den slags new rave-tendenser a la højtklingende synthtoner og dansable pumpende rytmer, der er ‘oppe i tiden’ for nu at bruge en tidsløs talemåde. På mange måder minder de om Muse og deres højstemte stadionrock, men de har en del flere postpunk-riff ind over sangene, hvilket fører dem lidt hen mod samme lydbillede som danske Kitty Wu udforsker, men rytmen, der skal trække benene hen mod den vilkårligt udkårne, afviger med dens dansevenlighed. Lyden er tung og fyldig som en skysovs, synth-tonerne cheesy (ironi igen?), og vokalen fyldt med nok patos til at udkonkurrere de fleste drama queens.

Problemet med Beta Satan er netop al den ironi. Det virker ikke, som om de tager deres musik alvorligt, selv om de ved gud har anstrengt sig for at lave nogle fængende popsange og presse en hel del energi ned i lydsporene. Derved bliver det sådan noget festrock, som man i høj grad skal være i humør til; ellers begynder tandstumperne at splintre fra de skærende tænder. Så måske var jeg bare ikke i det rigtige humør på Roskilde. Men det har jeg bestemt været op til flere gange siden, og så kan man blive helt fjollet med Girls. Både albummet og dem, der forsømmer deres heste til fordel for at bælle alkohol.

★★★★☆☆

Deltag i debat