Plader

The Blakes: s.t.

Skrevet af Lars Simonsen

The Blakes er et vaskeægte ‘The …s’-band. Trioen bevæger sig med andre ord inden for indie-/garagerock-området og gør det med pæn succes. Selv om deres første fuldlængdealbum er for langt og rodet, byder det alligevel på en del glimrende numre.

Denne unge Seattle-trio har efter sigende vundet pensionist-punkeren Iggy Pops hjerte. Den aldrende Stooges-frontfigur skulle være blevet overbevist efter at have overværet en koncert med brødene Garnet (vokal/guitar) og Snow Keim (vokal/bas) samt trommeslageren Bob Husak. Det er da også ret let at forestille sig, at The Blakes er i stand til at fyre et medrivende liveshow af. Uden så meget pis og med masser af punkrock-attituder.

På plade er trioen i hvert fald medrivende, når albumåbneren “Two Times” river og flår i højtalerne. Den hæse og vellykket hysteriske sangstemme, som Garnet Keim her er i besiddelse af, parrer sig med lige så raspende og forvrængede lyde fra instrumenterne. Det er ganske enkelt en fremragende møgbeskidt rockskæring.

“Two Times” virker især overbevisende, fordi den vildskab og rastløshed, der lægges for dagen, fremstår oprigtig. Derfor er det faktisk også ret nemt at tilgive, at teksterne ikke ligefrem når mindeværdige højder: »you think I’m two time doing you wrong / cocaine and drugs and alcohol.« Desuden vrider Garnet Keim noget, der ligner mirakler ud af ordet »shake,« som han gentager igen og igen på vej mod ovennævnte omkvæd.

I den efterfølgende “Don’t Bother Me” transformeres stilen til en form for distanceret newyorker-coolness, og mindelserne om The Strokes indhyller nummeret som smog over Beijing. Selv om der bogstaveligt talt synges om en tur i høet (»… gonna take your little ladder and climb in the loft / hit the hay together and find a place that’s soft«) lider det hele lidt under den påtagede coolness. Skæringen er ellers som sådan fængende i al sin enkelhed, og teksten er befriende ligefrem: »Don’t bother me / I’m caught up in your legs, and I don’t wanna get out.«

The Blakes har siden 2001 udsendt flere ep’er og debuterer altså først nu med et fuldlængdealbum, der er et sammenkog af de foregående mini-udgivelser. Dette forklarer til dels, hvorfor albummet i sin helhed fremstår temmelig rodet. Der er ingen tvivl om, at trioen både vil og kan meget, men hovedindtrykket bliver en kende forvirrende. Numrene stritter i mange retninger og derfor udebliver fornemmelsen af sammenhæng. Men ikke desto mindre er der flere fuldtræffere blandt de 13 skæringer.

Desværre er der ingen af numrene, der helt når åbningsnummerets højder, men mindre kan også gøre det. En herlig loose stemning breder sig lynhurtigt i “Modern Man” og det er i det hele taget de dansevenlige rocknumre, der lykkes bedst for The Blakes. På tekstfronten skabes der en fin sammenhæng med sangens stemning: »… you know I want it to take your perfect body / Shake it, let it loose, put on your dancing shoes.«

The Blakes er dog omkring tre numre for lang. “Vampire” burde f.eks. aldrig være sluppet gennem nåleøjet. Mage til umanerligt ligegyldig og decideret kedelig sang skal man lede længe efter. Den uinspirerende sag holdes i et ensformigt tempo med en sløv, nærmest spoken-word-agtig vokal hen over musikken.

Heldigvis rammer bandet igen plet, lige så snart “Lie Next to Me” tager over. Det enkle og fængende guitarriff viser hurtigt vejen hen til omkvædet: »Lie next to me / Explain what’s in your eyes.« Inden nummeret når at blive ensformigt, eksploderer den elektriske guitar i en beskidt solo, og Garnet Keim garnerer med et skønt rockprimalskrig.

Det kan godt være, at The Blakes er endnu et band, der befinder sig i efterdønningerne af mere kendte ‘The …s’-bands, men trioen bør bestemt ikke afskrives af den grund. Et mere fokuseret album kunne nemt gå hen og blive en succes. I en tid hvor The Strokes, og til dels også The Vines, lader til at have tabt pusten, er The Blakes ikke noget dårligt bud på de næste arvtagere.

★★★½☆☆

Deltag i debat