Plader

Bloc Party: Intimacy

Skrevet af Filip Granlie

Hurtigere! Højere! Stærkere! Bloc Partys tempofyldte indierock rummer tilstrækkelig energi til at belyse London frem til OL i 2012. Den musikalske selvsikkerhed er kun øget siden sidst, men miksningen lægger en fin løkke om halsen på Bloc Party, der står skælvende på en tobenet skammel midt på et krængende dansegulv.

My mercury’s in retrograde/My mercury’s in retrograde/Merc-merc-mercury’s in retrograde/My mercury’s in retrograde//Mercury mercu-mercury’s in/mercury merc-merc-mercury’s in/mercury mercu-mercury’s in/Mercury’s in retrograde.

Det her er ikke et enerverende, modernistisk udmarvningsdigt. Det er introen til Bloc Partys tredje albums anden sang, “Mercury”. Te-te-te-teksten er vel at mærke ikke s-s-s-sunget ud i-i-i-i sin fulde læ-læ-længde, men kun én t-t-t-tilstrækkelig ga-ga-gang, hvorefter den lille stump vo-vo-voka-ka-kal er blevet klippet og kopieret og kippet og koperet og kipt og kopt i miksningen.

“Mercury”-introen udgør en slags maskinel pastiche over Roger Daltreys mere end 40 år yngre scatten på The Whos “My Generation”. Den moderne teknologi har labbet Intimacy en eftertrykkelig lussing, så der mere er tale om en pladefuld remiks end en regulær rockplade. Hovedparten af sangene er dekonstrueret til ukendelighed og smurt ind i effekter og ekstra lag på lag på lag.

At dømme ud fra pladens øvrige sange er grundstoffet helt fortrinligt, men “Mercury”, der i studieeffekter er Britney Spears værdig, er et udmærket eksempel på, hvordan man massakrerer en sang. Bloc Party-energien er som altid uforfalsket, men på grund af den overdrevne miksning er den faktisk lidt svær at tage seriøst.

Anderledes forholder det sig med åbneren “Ares”, som lægger godt ud med noget kor efterfulgt af en ringende Graham Coxon-guitarsirene. Her fremelsker Bloc Party-stemmerne en naturligt frembragt remiks-effekt ved at rappe den hastige tekst på skift. Alligevel trækker man på smilebåndet i et kort break, hvor Kele Okerekes stemme står alene og med dyb alvor fastslår de betydningsmættede ord: “in ’98”.

Englænderen Okereke har godt nok nigerianske aner, men Danmark knuste Nigeria 4-1 i ottendedelsfinalen ved VM i Frankrig i ’98, ved hvilken lejlighed Ebbe Sand lavede historiens sejeste mål på et blindt oplæg fra Michael Laudrup, så det er næppe denne begivenhed, Okereke henviser til. Jeg har ikke fantasi til at komme i tanke om, hvilken ’98-omstændighed der ellers kan have en passende relevans til at blive betænkt i dette sælsomme break.

Men altså, “Ares” er en udmærket sang. Det gælder også den traditionelle temporocker “Halo”, som minder mig om, at jeg ikke har hørt Von Bondies i fire år. Der er flere gode sange: “Signs” er en klokkefuld, urban godnatsang, og især “Zephyrus” har et imponerende, kreativt klassisk kor bag dekonstruerede beats, der flytter tankerne over på de hjemlige himmelstormere i Marybell Katastrophy.

Som sagt besidder Bloc Party også på Intimacy en imponerende energi og tightness, og de evner at presse de mestendels fortrinlige sange ud i en overstadig, cool fremdrift, der får det til at rykke i foden på selv den mest reaktionære og hårdføre Mozart-fascist. Derfor er det bare dobbelt ærgerligt, at de er lige ved at begå harakiri i miksningen.

★★★★☆☆

Deltag i debat