Plader

Bodebrixen: s.t.

Hvis der fandtes et dansk mesterskab i indiepop, ville Bodebrixen vinde det. Hvis der fandtes et nordisk mesterskab i samme disciplin, ville der stadig ligge et par svenskere foran.

For nogen tid siden havde Bodebrixen et Myspace-motto, der lød noget i retning af »a Danish band who wants to be Swedish«. Et ganske forståeligt motto, når man tager i betragtning, at der umiddelbart over mottoet står, at Bodebrixen spiller indie/pop; en disciplin, hvor svenskerne notorisk har givet os baghjul og anledning til stort mindreværd.

Nu har Bodebrixen så skiftet motto til det lidt mere traditionelt informative »DEBUT ALBUM OUT NOW!«. Men hvis man anskaffer sig det omtalte, selvbetitlede debutalbum, vil man hurtigt opdage, at Bodebrixen faktisk slet ikke har grund har til at føle det store indiepop-mindreværd over for svenskerne. De mestrer stort set alle de vigtigste stemninger fra indiepoppen på den anden side af Øresund: det glade i låget og det bittersøde.

Disse to stemninger udgør fundamentet på Bodebrixen, og når man oveni smider en håndfuld melodier af den slags, der sætter sig fast et eller andet sted midt mellem hjernen og hjertet og derfra dukker op i tide og utide, har man fat på en samling charmerende indiepopnumre.

Tag for eksempel “Dead Man”, der med sit klokkespil, sine horn og forsanger Andreas Brixens behageligt distancerede vokal lyder som en tilbagelænet version af Håkan Hellström, eller “Keychain”, der med klassisk “na-na-na”-kor og en diskret elektronik skaber et dansevenligt nummer, der helt i genrens ånd selvfølgelig ledsages af en tekst om at føle sig udenfor.

I det hele taget holder teksterne sig simple, men med en naiv charme, der gør, at man ikke er flov, når man pludselig synger med efter anden eller tredje gennemlytning. Kun en gang bliver det for meget, nemlig i “What Lennon Said”. Når man synger: »I like Ringo he’s a star, George Harrison he played guitar,« synes jeg ikke, at det er sødt længere. Til gengæld har nummeret en glad i låget-melodi af de bedre, og så er alt egentlig allerede forladt.

De to medlemmer af Bodebrixen, Aske og Andreas (hvis efternavne er Bode og Brixen), har ifølge pressemeddelelsen begge en baggrund inden for jazz. Det er en genre, man ikke vil finde spor af på albummet. Derimod kan man høre, at de begge er kompetente musikere, hvilket giver sig udslag i en musikalsk overlegenhed og en – inden for genren – usædvanlig mængde spor på de forskellige numre. Desuden er de, som tidligere nævnt, virkelig i stand til at skrive en god popmelodi.

Men i sidste ende er det måske også deres kompetencer, der spænder ben for, at Bodebrixen bliver et virkelig elskeligt album. Man sidder for ofte med en følelse af noget fortænkt, af at der mangler de der små uregerlige, kluntede skønhedsfejl, der i sidste ende er det, der gør indiepop virkelig interessant. Derfor bliver Bodebrixen nok ikke indlemmet i indiepop-kanonen denne gang. Men der er begrundet mistanke om, at noget sådant kan være på vej. Og hey, det er også på tide, at vi får givet de svenskere tørt på.

★★★★½☆

Deltag i debat